Vemod og full punjab dinner in train.

Namaste Danmark.

Det var med et strejf af vemod, at den endeloese Shahabdi-expres buldrede ud af Amritsar i solens sidste, naesten vandrette straaler, som fik templernes taarnes skygger til at fortsaette uendeligt udover de endeloese rismarkers geometriske opdeling af landskabet. Amritsar er saa afsides, at det ikke er et sted, man umiddelbart er sikker paa at komme igen, selvom Det gyldne tempel har sat uudslettelige billeder paa nethinde og hukommelse, forhaabentligt for os alle, boernene inclusive.
Hurtigt saenkede moerket sig over Punjab, og kun de sparsomme lys og lygter i huse fortalte os, at der faktisk var liv udenfor toget. De turbanklaedte babu's (tjenere/"boys") gik igang med deres sisyphosarbejde, at servicere de mange passagerer med de tilhoerende snacks, vand, te, som serveres med en lille termokande til hver passager, og endeligt fuld punjab dinner, som paa en anden flytur oversea. Tiden fordrives hurtigt, naar der hele tiden sker noget nyt.
Hotel MK-international Amritsar var noget af et catch, og det var et behageligt ophold, hvor boernene i hoej grad synes, at lidt luxus var paa sin plads. Ikke mindst tid og rum til laesning, tegning og lektier. Lektierne er et kapitel for sig selv. Det fungerer som en helle i de enorme maengder af indtryk, smukke, voldsomme, gribende og frygtindgydende. Det er en noedvendighed, at kunne traekke sig tilbage for boernene, og vi priser os lykkelige for, at vi ikke ved hver ny destination starter med at stresse efter nyt hotel, ny transport og nye biletter, men at vi har faaet arrangeret det hele. Meget kan man sige, men i Indiens enorme kaos, er der styr paa transport, som er booket og betalt. Penge er den afgoerende faktor her. Med dem kan man opnaa alt. Maaske mere end andre steder, vi har vaeret. Der er en enorm korruption, hvilket vi har faaet syn for sagen med flere gange. Skrankepaveri og bureukrati findes overalt, og der er boeder for selv mindre forteelser. Raketten, Rakesh, vores chauffoer er flere gange blevet stoppet i Himalch Pradesh og Punjab "for chek" af politiet, som har fundet een eller anden forteelse, som har taget langt tid at diskutere, foer han alligevel har faaet en tilsyneladende vanvittig boede for en opdigtet overtraedelse. Det er livet, og han tager det helt roligt. Vi sidder og bliver helt ophidsede i disse situationer.
Sent til midnat kom toget igen til New Delhis larm og inferno og horderne af taxachauffoerer og tiggere overfaldt os. Eneste nye fornemmelse var, at vi kendte vejen, og ikke lod os skraemme. Og dog var der ogsaa en svag tropehedbrise, som gjorde fornemmelsen lidt mindre kvaelende end sidst. Trygt tilbage paa Ajanta Hotel, som vi kendte fra sidst fik vi en god nats soevn og er nu paa vej mod nye eventyr i Delhi, inden vi i aften tager nattoget til indernes hellige by Varanasi, hvor boernene er spaendt paa, om vi kan finde aastedet for Kurts tidligere "forbrydelse" i Indien, nemlig tyveriet af en noegle til noeglesamlingen, da Han og Lene i 1994 fik serveret dahl med et stort soem, som kostede en kindtand til stor morskab for "restaurantens" indehaver.

Med hensyn til vores blog taenker vi den selv som en dagbog og en rejsebeskrivelse ogsaa til os selv, saa vi haaber ikke, at eventuelle laesere koerer traet i ordflommen.

Namaste fra 7 x Ebbensgaard.