Solopgang i Det gyldne tempel og solnedgang ved graensen til Pakistan.

Den allerstoerste sikh-helligdom er "Det gyldne tempel" i Amritsar.  Alle sikher skal helst komme her een gang i livet paa pilgraemsfaerd.  Vi kender billederne fra templet i forbindelse med krigen her i 1980-erne, hvor en del af templet var besat, og Indira Ghandi ivaerksaette "Operation Blue code".  Den indiske regering stormede templet og draebte oproererne og en del af gidslerne, som var sikh-pilgrimme, men til gengaeld skoed een af Ghandis livvagter, som var sikh hende, og senere kostede urolighederne omkring sikherne ogsaa hendes soen Radiv Ghandi ogsaa livet, hvoreefter resten af familien, ikke saa maerkeligt, trak sig ud af politik.
Vi tog tidligt afsted, og der var ikke meget liv omkring de guldbelagte loegkupler, som kroner de inderste hvaelvinger indenfor de mange skinnende hvide spir og kupler belagt med kridhvidt marmor.  Skoene blev placeret paa korrekt vis udenfor herlighederne, og vores viltre lokker tildaekket med godt brugte toerklaeder, og indenfor templets andaegtige vaegge var betagelsen svaer at toejle.  En skoenhed, som billedene ikke paa nogen maade har kunnet gengive, aabenbaredes i dette storslaaede bygningsvaerk fra 1700-tallet.  Midt i den hellige soe omkranset af marmorbuegange med inskriptioner fra sikhernes hellige boeger ligger selve det gyldne tempel, hvortil man kommer af en lang gang.  Over hele terraenet lyder blide toner fra en praest, som synger skrifterne ud over alle pilgrimme og besoegende sikher og ikke-sikher.  Sikherne har ingen gudebilleder og kun ornamenter indlagt og indhugget i marmor.  De har ingen gudenaven foruden "gud", men derudover minder mange af de religioese handlinger og leveregler om hinduernes, forsaavidt som Raketten, Rakesh, vores chauffoer, har forklaret.   Han er paa knae, naar vi har besoegt bittesmaa hindutempler paa vores ture, ligesom han nu ogsaa er paa knae her i Amritsar.   Selv er han sikh, men vist lidt ulden i kanten. Sikherne har nemlig fem ting, hvis de er rettroende.  Haaret, som ikke klippes, da det er en gudsgave, der gemmes under turbanen; skaegget ligesaa, en kniv, et armbaand og saa en ting mere, som jeg har glemt!  Han har armbaandeet, men det er vist ogsaa det!
Det var eventyrligt at opleve sikhernes ritualer og se det liv, som udspilles deromkring.  Rituelle bade i den hellige soe, som maendene tog.  Derudover var der ingen forskel paa maends og kvinders tilbedelse, saavidt, vi kunne vurdere.  Vi defilerede hele vejen gennem "det hellige skrin", selve guldtemplet, hvor praesten sammen med et par musikere sad og messede til viderebringelse i tempelterraenets mange hoejttalere.  Gribende og intenst, men ogsaa mystisk og uforstaaeligt.  Stor oplevelse baaede visuelt, men ogsaa foelelsesmaessigt.
Sikherne er utroligt imoedekommende og paa trods af isaer maendes bistre ydre smilende og talende overfor fremmede.  Vi skal lige aflaegge os holdningen om, at alle med det tillukkede ydre er potentielle terrorister, men det hjaelper.  Og saa hjaelper vores paaklistrede smil, der efterhaanden bliver siddende ogsaa.  Der er taget flere hundrede billeder af os idag.  Det har vaeret helt vildt, og Raketten mener, at vi boer financiere vores ferie ved at tage et mindre beloeb for et billede - foerst og fremmest med Sven, men vi foelger jo med som det tynde oel.
Paa besoeg i Jallawallih Bagh, et mindesmaerke for en massakre paa tusinde af indere i 1919 begaaet af det engelske koloniherredoemme kom Birte til efter et toiletbesoeg, og fandt Sven og Kurt siddende paa en lille mur foran selve "muren" med alle skudhullerne fra massakren, der gjorde alle de doede til martyrer.  Horderne omkring Sven og Kurt gav anledning til associationer til helt bibelske fortaellinger uden sammenligning ioevrigt.
Efter en tur rundt i den indre bys stoevede straeder og gyders mylder og larm paa richshaw begav vi os til hotellet med de mange stjerner, og tilbragte de hede eftermiddagstimer der med en dukkert i hotellets pool!  Ja, det er helt fantastisk, og alle har nydt det.  Vi har haft det for os selv og det var rart for alle "at grounde", indtil naeste udflugt:
Solnedgangsceremonien ved Attari-graenseovergangen til Pakistan, som ligger 30 km fra Amritsar.  Der har flere gange over de seneste aartier vaeret regulaere krigshandlinger mellem Pakistan og Indien pga. uenighed omkring tilhoersforholdet for Kashmir, som nu er indisk. Her ved Attari er kampene trappet op over de seneste aartier i form af pacifistiske demonstrationer i forbindelse med nedtagelse af flagene ved solnedgang paa begge sider af graensen.  Der var flere tusinde mennesker paa den indiske side med stemning af en vigtig fodboldlandskamp, og meget faerre paa den pakistanske side.  Et noeje instudereet march/tattoo/skuespil af graensevagterne paa begge sider, naermest synkront varende 45 minutter, udspillede sig til stor udfoldelse af patriotisme og kampaand paa begge sider.   Kulminationen var en synkron flagnedtagning, hvor de to flag krydser hinanden mindvejs, naermest gribende.  Der udspillede sig marchscener med saa hoeje benloeft og gangarter, som selv John Clease ville give op overfor.
Men, men, men ogsaa her endte hovedattraktionen med at vaere en helt anden end at faa taget sit eget foto sammen med een af de meget flot uniformerede graensevagter: nemlig at faa taget sit eget foto sammen med Sven.  Ja, vi maatte naermest flygte ind i Indien igen for at staklen kunne faa fred!

Nu slut herfra Amritsar med templet, vi faktisk er parat til at besoege igen.
Kaerligst 7 x Ebbensgaard.