Krydderier og fuglesang i oasen.

Jodhpur, "den blaa by" i Rajasthan, kendetegnes, ligesom de foregaaende byer, af et enormt fort haevet hoejt over oerkenen bygget af en maegtig moghul for hundreder af aar siden. For os blev kendetegnet for byen -efter Bikaner og Jaisalmers stegende hede - hurtigt, at vores hotel Devi Bhavan har en fantastisk have mellem smaa lave stenhuse, hvor gaesterne boer. Fuglesang og lindrende skygge ved en lille dam med lotus og i baggrunden en svalende pool under hoeje traeer, var i vores bevidsted helt uopnaaeligt, og saa pludseligt sidder vi i tunge puder i havestole, der, ligesom resten af hotellet, ser ud som om, de har overlevet helt fra englaenderne endeligt maatte opgive det indiske overherredoemme i 1947.
Koereturen hertil var den 2. sidste med Rakesh, som sammen med boernene allerede er begyndt at taelle ned med sorg i oejnene. De hygger sig helt vildt. Idag har han koebt deres favorit-hindi-bollywood-musik, og foraeret dem, sammen med en DVD med Love Aaj Kaal, "Kaerlighed foer og nu", som vi saa sammen med ham i Jaipur. Musikken og sangene har koert for fulde gardiner paa kryds og tvaers i Rajasthan, og saa snart vi har sat os i bilen, har Rakesh og boernene skraalet i vilden sky.
Jodhpurs blaa farve kommer af, at husene til aere for Shiva, der er dueblaa paa de fleste tegninger og statuer, har vaeret maalet i Shivas farve. Den er stadig gennemgaaende, og det giver et fantastisk dybt og lidt koeligt indtryk af hele byen.
Traditionen tro, ihvert tilfaelde vores tradition over de uger, der er gaaet, ilede vi til markedet omkring byens gamle engelske clock-tower. Byen her er nemlig kendt for flere ting, men een af dem er krydderierne, saa vi har snust og smagt indtil smagsloegene mistede orienteringen, og koebt et lager med hjem til at fremstille de mest noedvendige indiske retter. Det bliver ikke mere eksotisk at besoege et land, end naar man skal forsoege at koebe de kulinariske og mere usikre indtryk med hjem. Medens vi stod paa hovedet i saekke og krukker koebte boernene lidt mere "mouth freshener" (soedt til at friske munden med efter middagen) samt et par ruller af de obligatoriske bomuldssnore, som alle gaar med om haandleddene som oenske om held og lykke. Tiden maa vaere gaaet, for Sven skulle spise et par gange midt paa markedet til det saedvanlige optrin, den forestilling, giver anledning til, og pludseligt saa Anna sol og maane og stjerner og var ved at gaa i doerken! Men her viste inderne sig som de rene gentlemen, der glemte alt om at vi var der, for at de kunne tjene penge paa os. Anna blev placeret paa en stol og en babu (dreng, knaegt) blev sendt ud i markedets labyrint, og faa minutter efter stod han med halvanden liter iskold cola. Den gjorde godt for alle, ikke mindst Anna, og manden, der fik den fremskaffet slog ud med armen og sagde "you my guest in country", og ville ikke have en rupy for ulejligheden. Det var lige foer, vi alle var gaaet i doerken af forbloeffelse, for det har vi alligevel ikke oplevet foer. Generelt er folkene ret griske efter penge, og det skinner igennem de fleste steder, og retfaerdiggoer til fulde, at vi er blevet ret gode til at "prutte" om priser og til at gaa med fornaermede blikke, hvis tilbuddet er helt hen i vejret.
For enden af markedet blev vi tiltrukket af en juicebod, der pressede fantastiske appelsiner, papaya og ananas. Vi maatte noedvendigvis have to hver, foer vi var klar til at tage hjem. Det slukkede toersten efter de snacks, vi havde koebt paa markedet. Stegte bananskiver, fyldte chilier stegt i dej, pakoras med loeg, samosas osv. Det er meget tillokkende, og faktisk er det ikke ret tit, vi spiser "full punjab dinner", for efter en varm dag, er appetitten ikke ret stor om aftenen. Morgemad og frokost, der bliver der spist igennem, og vi er ogsaa enige om, at de forskellige godbidder, markederne byder paa, er vigtige!
Nu vil Birte og Kurt saette sig ud i en enorm gyngesofa i haven med en koelig drink og nyde stilheden, ghekkoerne og cikadernes sang!

Namaste fra 7 x Ebbensgaard, Jodhpur.