Breaking news paa Fawlty Towers, Udaipur.

To ruller pakketape er viklet omkring tre enorme tasker med al "overskudsbaggage", som ikke skal med videre sydpaa.  Det vil sige, det er alt vores "rejseguld", ungernes mange indkoeb af indiske ting.  Det skal Rakesh have med til Delhi, naar vi siger farvel til ham senere idag og drager med tog videre til Mumbai, en tur paa naesten 1000 km.  Saa kan vi faa det igen, naar vi kommer tilbage til Delhi, den dag, vi skal flyve til Danmark. 
Her paa hotellet, der i udpraeget grad minder om Fawlty Towers, tager Ricky (=Emmanuel) sig kaerligt af os, og plaprer loes paa et totalt uforstaaeligt engelsk.  Men vi har i hvert tilfaelde forstaaet, at han er ked af, at hans kone ikke vil have mere end de to boern, de har.  Hun boer i Jodhpur, og han er kun hjemme en gang i maaneden, saa det er nok forstaaeligt nok. 
Byen ligger brak efter gaarsdagens Dewali, men vi har vaeret ude at goere de sidste indkoeb i Rajasthan, og kunne ikke forstaa, at alle forsoegte at fortaelle os noget, indtil en gammel mand hidkaldte en yngre, for at fortaelle, at vi var i avisen her i Udaipur, og saa blev et eksemplar skynsomt fremskaffet til foraering, hvor Sven ganske rigtigt troner paa maven af Kurt, der er ved at fotografere en nedsaenkning af en figur i floden.
Vi vender tilbage om et par dage, naar vi er naaet til Goa.

Namaste fra Udaipur.
7xEbbensgaard.

Mystik og skudsalver med minder fra "octopuzzy" i aftenbrisen!

Udaipur er ikke bare een by mere i Rajasthan.  Her er virkelig idyl og begrundelse for, at byen bliver kaldt Indiens mest romantiske by.  Den er iaar blevet kaaret som Indiens bedste ferieoplevelse, og der er virkeligt noget at gaa efter!  En del af scenerne fra James Bond-klassikeren, Octopussy,  er optaget i byens vartegn nr. 1, Jag Niwas, Det kridhvide palads i soeen, og set udefra har det sted virkeligt alt, der skal til.  Nu er det ikke laengere Maharajaen, der bruger det.  Han har lejet det ud til Taj-gruppen, der driver de dyreste hoteller i Indien, paa leasingbasis for 99 aar.  Den eneste mulighed for at besoege det mondaene hotel er at betale for en frokost eller en middag, - men det bliver vist en anden god gang uden udtraadte sandaler og fem boern med!
I solnedgangen har vi vaeret paa en timelang sejltur rundt om soens flydende paladser, og har nydt den fantastiske aftentemperatur og den helt ubeskrivelige og idylliske udsigt.  Der er intet som en solnedgang, der forsvinder bag paladsernes soejler og mystiske paraplyagtige tage ned bag de groenne bjerge i horisonten.  
Dagen startede med skudsalver og trommeakkompagnerede optog lige nedenfor vores vinduer.  Vi bor lige ved byens vigtigste port ned til soen, og lige noejagtig her er afslutningen paa Dewalien, de 9 dages faste,  Dusshera, blevet markeret dagen lang under fest, larm og et leben, der indeholder al den eksotiske mystik, vi har vaeret i stand til at forestille os.  Der har i de meget snaevre gader vaeret et sandt kaos hele dagen, fordi alle de omkringliggende landsbyer er moedt talrigt op med smukt pyntede traktorer med store vogne fyldt med udklaedte mennesker og store 10-armede gudebilleder.  Foran store trommebands og bagved ladvogne med store, generatordrevne hoejttalere med oeresoenderrivende musik, hvortil store flokke af kvinder og maend har danset, naermest i ekstase.  Som et ekstra og meget tydeligt kolorit er der fra alle de pyntede vogne konstant blevet kastet store maengder lyseroedt pulver ud paa alt og alle i naerheden, ligesom drenge har delt soede, fedtede stykker kage ud.  En del kvinder var helt opslugt af dansen, og der udspillede sig en slags skuespil, hvor nogle med vifter, andre med svaerd forsoegte at ramme dem.  Det var for at bringe den gud, der havde taget bolig i dem til ro.  Maalet og kulminationen for det hele var den ghat, der er lige nedenfor hotellet.  Her blev de kaempe gudebilleder til trommer, ildspyende goeglere og hoej musik samt dans baaret til ventende baade, hvor maendene  med sang og klappen sejlede dem ud paa soen, hvor de under store klapsalver blev smidt i vandet som et billede paa, at det gode vinder over det onde.  Det har vaeret en spaendende dag, men paa sin vis ogsaa lidt uhyggelig, fordi selve den naermest ekstatiske stemning har virket voldsom og naesten skraemmende.  Men samtidig har vi, uanset hvor vi har vaeret placeret oplevet, at et helt optog pludselig er stoppet for at vinke til boernene, og kvinderne falde i svime over Sven, medens de naermeste som saedvanligt har knebet ham i kinderne for at fremkalde et af hans smil, som han selvfoelgeligt har givet dem.  Vi er i tvivl om, hvorvidt noget af ekstasen har vaeret fremkaldt af rusmidler, men som saa mange andre steder i Indien er mystikken i forhold til deres gudetilbedelse stor, og for os helt uforstaaelig.
Dagen har indimellem de fantastiske optrin budt paa masser af indtryk.  Vi har besoegt det store Vishnu-tempel og City-palace med et kaempe museum.  I den ene ende af paladset bor den royale familie stadig, og midt i det hele  ankom kronprinsen under stort staahej!  De royale familier her i Rajasthan bliver trukket frem ved alle mulige lejligheder, hvor kultur og representation kraever det.  Der er faktisk en del paraleller til vort hjemlige kongehus. Vi besogte en stor have, som en maharaja for hundreder af aar siden anlagde til sin uspolerede datter og hendes harem.  Det mest interessante var springvandende, som siden er drevet udelukkende af de 40 meter hoejdeforskel fra Lake Pichola.
Som boernene udtrykte det.  "Ja, et tempel og et palads mere, - det hoerer jo til".  Indroemmet; der har vaeret saa mange storslaaede steder, at det begynder at blive svaert at imponeres!   Men de har faktisk klaret den enorme kulturdemonstration, alle byer har budt paa, med stor interesse og loeftet pande.
Shopping, ja, det er ogsaa noget, Udaipur er kendt for.  Der er blevet jagtet snabelsko og haremsbukser med succes, og der er planer for yderligere rovdrift paa de oekonomiske reserver imorgen. Vi kan nemlig sende et par tasker med Rakesh tilbage til Delhi, og saa opmagasinere dem der, indtil vi skal hjem!  Det er der stor stemning for at goere.
Hotellets "roof-top restaurant" er intet mindre end fabelagtig hvad angaar udsigten udover hele den skoenne by, og der blev aftenens forskellige retter med ledsagende naan, diet coke og fresh-lime-soda indtaget under livlig og hyggelig snak.  Efterhaanden er der en del snak omkring alt det, derhjemme.  Det synes at vaere adskillige maaneder siden, vi tog afsted, men det er altsaa kun een maaned siden.  Indputtene har vaeret enorme, og det kan ikke undgaaes, at der bliver sammenligned med turen til Thailand for snart tre aar siden.  Der er bred enighed om, at denne rejse har budt paa en meget stoerre fremmedartethed og paa mange flere og stoerre oplevelser, - og isaer, at det var godt, at vi var i Thailand og Malaysia foerst.  Boernene er alle gode til at saette ord paa oplevelser og indtryk.  Det bliver der brugt meget tid paa.
Anna har en evne til at suge til sig i stor stil, og naar hun er maettet, lukker hun af, og bliver stille, uimponeret og afventende.  Hun begaar sig godt paa engelsk.  Hun har mange reflektioner over steder, mennesker og deres forskelle, og har godt styr paa Indien kulturelt og ikke mindst religioest.  Hendes "lektieopgave" fra Asger, vores praest, som skal konfirmere hende til april, er at observere, hvorvidt religionen er synlig i det offentlige rum ( med udgangspunkt i Anders Foghs tidligere plan om at faa religionen ud af det offentlige rum i DK).  Den opgave er der masser af koed paa uanset om vi er i muslimske, sikhdominerede, hinduistiske, buddhistiske, kristne eller jain-omraader.  Ja, hun har svaert ved at finde ret store rum her, hvor religionen ikke er synlig, og her er stort set alle rum offentlige!  En god opgave - ikke mindst paa grund af religionernes fredelige sameksistens, der fremstaar forbilledlig men ogsaa noget forvirrende, fordi der oplagt er en vis sammenblanding.
Kirstine suger til sig af indtryk af mennesker, og er ubetinget den, der skaber sig flest interpersonelle relationer, naar hun bevaeger sig rundt inde og ude.  Hun vinker og smiler overalt.  Hun faar talt en masse engelsk, og har rigtigt overvundet sin generthed, hvilket hun har god grund til, for inderne taler stort set alle et raedsom og voldsomt forenklet engelsk.   Hendes bloede hjerte har det ofte haardt, naar vi oplever noed, elendighed og sygdom, og hun vil helst give noget til alle tiggerne.  Hun har brugt de medbragte boeger som afslapning fra Indiens barske realiteter, og har slugt dem alle forlaengst - ogsaa Annas!   Lektierne har hun ogsaa styr paa og er faktisk ved at vaere faerdig.  Nu staar den af og til paa at skrive dagbog paa engelsk.  Naar Kirstine har faaet nok af kultur, ja, saa er hun som i saa mange andre situationer let at aflaese, og det er i virkeligheden meget let at forholde sig til, hvilket vi saa forsoeger at goere.  Kirstines vanlige energiniveau goer, at vi er noedt til at soerge for, at der kan blive braendt noget krudt af, for ellers "spongonerer" hun, hvilket er en konstant tilstand af fysisk aktivitet, hvor hun staar paa hovedet, hopper eller laver fis og ballade.  De steder, der har haft en svimmingpool, har vaeret gode til at draene energien, foer vores lange koereture.
Jens har selvfoelgeligt fuldstaendig styr paa sine lektier, og er forlaengst faerdig.  Han har skrevet til Lise, hans klasselaerer, for at hoere om han da ikke godt maa skrive lidt mere "sammenbundet" i den oevebog, han har med, end det var aftalen!  Typisk ham med hans vanlige sans for systemer og ikke mindst konkurrencer.  Han har taget kvantespring, medens vi har vaeret afsted, og har nogle tankeraekker, hvor han saetter ord paa alt det, han oplever.  Det er stort, fordi hans tolerance overfor mennesker og steder, vi er, vokser for hver dag.  Han forsoeger virkeligt at forstaa, hvorfor tingenene er, som de nu engang er her.  Han sammenligner ofte med vores kultur, og det er her, vi synes, at der bliver rokket ved hans faste og ofte staedige holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert.  Det er dejligt at opleve.  For ham har det vaeret godt med en god ven i Rakesh, som har foraeret ham sit sikh-armbaand, der nu ligger godt beskyttet i penalhuset, saa han ikke mister det. Han siger:  "Det er utroligt, saa meget engelsk, jeg forstaar, selvom jeg naesten intet kan", og det er rigtigt.  Han er istand til at kommunikere ret langt med faa gloser og fakter samt smil og ansigtsudtryk.
Marie haefter sig ved mange detaljer, og kan falde i staver over en lille situation, en person eller en gestus, een har gjort til hende.  Det kan hun bruge langt tid paa at taenke over.  Hun bevaeger sig rejsevant rundt mellem biler, scootere, tuk-tuks, motorcykler, cykler og fodgaengeres mylder.  Paa mange maader er hun uimponeret, men kan saa senere vende tilbage til vores oplevelser for at snakke om dem.  Hvis hun bliver utryk eller traet, bliver hun reserveret eller slet og ret mopset, og saa ved vi, at vi maa til at komme op med een eller anden ting; en aendring eller en cola!   Hun kan bruge langt tid paa at overveje, hvad hun kunne taenke sig at koebe, eller hvad hun nu har lyst til at spise.  Det tog lige nogle dage i starten af rejsen, foer Birte og Kurt var gearet ned til ogsaa at tage haand om hendes behov i disse situationer.  Naar hun bliver mopset, ja, saa er der ikke saa meget, vi kan byde ind med, for saa maa hun selv komme ind i kampen igen.  Hun klarer enormt flot kommunikation med de faa engelske gloser, hun kan, og hun vil gerne vaere den, der bestiller drikkevarer m.m. naar vi kommer ind et sted.  Marie har forlaengst koebt et par haremsbukser, hun bruger som en buksedragt, og i den, synes hun faktisk, hun er ret laekker!  -Og det er hun!
Sven er der skrevet og sagt meget om, men har en ultimativ god alder til denne slags rejse.  Tilfreds, naar han har spist, sovet og faaet ren ble.  Glad, naar han faar opmaerksomhed - og den skorter det ikke paa.  Foerst og fremmest kan han ikke selv bevaege sig ret langt, og der er styr paa ham i selen, ligesom han fortsat kun faar modermaelk.  Paa den maade har hans behov kunnet sidestilles sideloebende med hans soeskendes, uden at det har kraevet, at rejsen blev lavet fundamentalt om.  Vi nyder alle at have ham paa saa taet hold!

Ja, det var lidt foraeldrebetragtninger fra to meget lykkelige og ikke mindst stolte foraeldre.
Namaste fra 7xEbbensgaard, Udaipur.

Uventet dewali-fest paa vejen mod Indiens Venedig.

En lidt sen afgang fra Jodhpur, for bilen var punkteret, men det er soendag, saa der er ingen tung trafik paa vejene.  Det fungerer faktisk bedst med de lange koereture, hvis vi tager afsted mellem 8 og 9 om morgenen, for saa er Svens sovetider ret konstante, og vi kan koere et par timer, saa tage en pause med lidt at drikke og evt. en lille "gaderet", og naar vi saetter os ind igen, sover han igen et godt stykke tid.  Idag satte han ind med hoejlydt skrigen paa mad, saasnart han vaagnede, og der var ikke lige nogen "drikkesteder" (dvs. en pressenning eller en lille aaben bygning med et koeleskab til sodavand til os andre), saa Rakesh blev helt stresset, og det kan ikke komme paa tale at amme ham, naar vi fraeser ud af en highway!  Bilen blev kastet ind ved det foerste mulige holdt, hvor der var mennesketomt udenfor.  Men inde var en hel flok unger placeret paa taepper paa gulvet og skaale og glas foran sig.  Der var en forventningsfuld stemning, og i koekkenhjoernet var to kvinder i fuld sving med et eller andet.  De vinkede lidt generte til os.  Faderen var ved at braekke en kolort i smaastykker, og placerede den saa paa en lerkakkel, hvorefter han satte ild til den.  Det var indledningen til en ceremoni foran hindu-husalteret!  Efter en boen blev den braendende kolort hoejtideligt baaret rundt i alle hjoerner af huset og spiseafdelingen samt koekkenhjoernet.  Saa var tiden inde, og medens vi baellede vores iskolde "thumbs up" i os og Sven begaerligt labbede sin ration, gik det op for os, at de var ved at goere klar til afslutningen paa Dewali, de ni dages faste for piger og kvinder.  Faktisk var det pigerne, der var baenket, medens drengene sad foruden eller hjalp til.  Dewali er nemlig kvindernes og pigernes hoejtid, foerst og fremmest.  Faderen bragte kerner kogt i sukkerroerssaft rundt, og lagde hoejtideligt en fin fingerformet klump foran hvert barn, og det kunne naesten give association til barneblikke paa en dansk juleaften.  Stor var vores overraskelse, da han hoejtideligt gik videre til os, og alle fik samme behandling som husets boern!  Derefter fik alle en skaal med tynd, soed risgroed kogt med rosiner og kardemomme, noget, som kunne faa de danske boerns appetit vakt.   Ret laekkert, og noget, vi skal forsoege at goere efter.  Som afslutning mellem smil, vink og korte ordvekslinger med os blev serveret poori og en tynd curry for alle.  Poori er smaa  dejklumper, der rulles tyndt og derefter steges i olie, saa de bliver kuglerunde og helt hule.  Vi var en tur i koekkenet, hvor moderen med stolthed viste, hvordan, hun gjorde, og til gengaeld skulle de saa alle have lov til at holde Sven, der bestemt ikke havde noget som helst imod nok engang at blive midtpunkt!  
Da bilen, som med de mange viftende arme ud af vinduerne maa have lignet en demonstration, rullede vaek takkede manden med samlede haandflader og et "namaste" og sagde paa hindi til Rakesh, at pigerne var gudernes gave i Dewali, og der var seks i huset, og medens han bad kom tre mere (Marie, Kirstine og Anna).  Det mente han var et tegn fra guderne!  Vi takkede, og var alle oploeftede over at moede saadan en gaestfrihed midt i Rajasthan. 
Ranakpur er kendt for et enormt Jain-tempel hugget i skinnende hvid marmor.  Det var et smukt syn, for her sydpaa i Rajasthan har landskabet forandret sig.  Det er blevet groent, bjergfyldt og enormt frodigt.  En fantastisk baggrund til templet og til vores koeretur.  Udklaedte i lyseroede "natkjoler" og lyseblaa "pyjamas" blev vi lukket ind, og noed den svale brise mellem templets 1440 skinnende marmorsoejler, som dateres tilbage til 1400-tallet. 
Gennem landdistrikter med kvaegtrukne vandpumper til at forsyne landsbyer med vand; store farverige vaskepladser ved naesten udtoerrede floder, hvor sarier og udrullede Rajasthan-landarbejder-turbans lignede levende kunst i landskabet; store horder af geder, som spaerrede de smaa stejle bjergveje; enorme klippeblokke senere spaerrede den nyanlagte highway pga. massive stenskred i den nylige monsun; og gennem smaa landsbyer, hvor mange var klaedte til at gaa i templet!  Ja, saa naede vi Indiens svar paa Venedig og byen med tillaegget, "Indiens mest romantiske by", Udaipur, der er anlagt med skinnende paladser og ghats rundt omkring lake Pichola.  Vores lille hotel ligger helt fantastisk helt nede ved soen, og man kigger lige ud paa byens allermest beroemte vartegn, Paladset ude i soen, der ser ud til at vaere stjaalet fra et eventyr af den rette slags.
Her glaeder vi os til at tilbringe de naeste par dage. 

Namaste fra 7 x Ebbensgaard, Udaipur.

Nok af royale "grillbarer" - lad os faa thalis istedet!

Fra Meherangarh-fortet, der i alt sin storhed loefter sig 125 m. over Jodhpur, ser man virkelig, at byen med sin blaa farve er dedikeret til Shiva, den blaa gud. Det ser helt fantastisk ud, naar man lader sig haenge ud fra een af de smukt udskaarne sandstensbalkoner med filigranmoenstre, og derfra lader sig betage og visuelt afkoele af det store blaa, der udspiller sig fra vaegge og flade tage paa tusinder af huse.
Fortet er virkeligt stort og enormt smukt. Der var masser af fantastiske baerestole og siddestole til elefanter samt vaaben, der paa de mest barbariske maader var designet til at goere stoerst skade paa de slagne, der kom under dem. Der var allerede tidligt masser af mennesker paa fortet, fordi det er loerdag, og de fleste har fri, og fordi devali-festivallen er ved at vaere ovre. Hundreder havde benyttet de tidlige og koelige morgentimer til i deres stiveste puds at vandre den slagne vej op af de mange trapper for at naa templet i fortet for en boen. Der var et "fantastisk" blaeserorkester, som med total mangel paa direktion, rytme, stemning og foelelse voldtog det ene stykke musik efter det andet. Cornetspillerne brugte kun een haand, medmindre, de skulle spille fortefortissimo, for saa fik den virkeligt hele armen. Trombonerne sad med korslagte ben, og alle benyttede enhver lejlighed til at sende store hakkere over skulderen midt i musikken. Bedst af alt var dog slagtoejsgruppen, der vakte alle Kurts minder om en fantastisk stortromme i hedengangne Holstebro FDF-orkester. Boernene var noget forundrede over, at Birte og Kurt med stor interesse lyttede til musikken, og der gik lidt tid, inden de kunne aande lettede op i visheden om, at vi ikke syntes, det loed saerligt godt.
Fortet er adskillige hundreder aar gammelt, men ved een af de syv elefantsikrede porte, man skal igennem paa vejen derind finder man fingeraftryk af den flok enker efter Maharajah Man Singh, som begik sati, da han doede i 1843. Sati er enkeafbraending, hvor flokken af enker i respekt kaster sig paa ligbaalet, i respekt for deres mand, som de oensker at foelge selv i doeden. Enkerne var mange og flere kun store boern. Det goer et vist indtryk med den slags historier.
Efter fortet var det tid til det obligatoriske besoeg paa de royale kremeringssteder, hvor der er bygget et lille overdaekket, tempellignende minde for hver enkelt royal person, der er blevet braendt der. Det ser meget eksotisk ud med disse taette grupper af smaa "slotte", der ligger i alle maharaja-doemmers hovedstaeder. De royale kremeringssteder gaar paa vores interne sprog, dansk, under betegnelsen "royale grillbarer", og lad os bare sige, at de ligger oede, uden skygge og at varmen har vaeret vild og voldsom, stort set hver gang vi har besoegt een. Her scorede Birte og Kurt en del billige points hos boernene ved at springe over denne gang. Vi kunne se dem alle fra hovedtaarnet i fortet!
Den opsparede goodwill hos boernene blev brugt til vurdering af forskellige stoffer, silke, batik osv, som havde Birtes fulde opmaerksomhed! Man kan ogsaa i saadanne situationer koebe tid eller goodwill for cola eller juice, hvilket er et hurtigt og effektivt middel.
Ved en juicebod paa gaden blev vi som saedvanligt betragtet meget indgaaende af forbipasserende og tililende. Efter at en gruppe kvinder hoejlydt havde diskuteret et eller andet, vi godt kunne regne ud havde noget med os at goere, tog een mod til sig, og henvendte sig til Birte, der sad med Sven og spurgte: "Scuse me Mam, what do you feed your baby with? - he looks extremely healthy!" Der var hoejlydte udbrud og gispen, da hun vendte tilbage og forkyndte til de andre, at det var "breastmilk".
I byen fik vi et par Mirchi Bada, fyldte chilier, stegt i dej og en cola eller en masala chai, inden vi slog et slag forbi paladset, Umaid Bhavan, der stadig ejes af Maharajafamilien, der nu driver hotel i en del af det. Paladset er bygget i 1940-erne og knejser over byen. Det lignede ikke et sted, vi havde raad til eftermiddagskaffe, saa vi tog hjem paa hotellet og drev lidt med lektier og badning.
Aftenen startede med en tur paa markedet, og derefter Thalis, fuldt maaltid, paa hotellet, hvor vi havde inviteret Rakesh med. Det var enormt laekkert, og boernevenligt udover alle graenser. Hver person faar nemlig et fad med seks smaa skaale med curry, ris, salater, sideretter m.m. Vi havde allernaadigst faaet lov at invitere Rakesh af "the Manager", for drivere er forment adgang paa hotellerne! Det er svaert at forklare boernene, fordi det har saa dybe roedder bagud i den indiske historie med kastesystem og tilmed levn fra den engelske kolonitid, hvor inderne var babus og tjenere!
Boernene ligger soedt i deres senge og er parat til at drage videre imorgen.

Namaste fra 7xEbbensgaard, Jodhpur.

Krydderier og fuglesang i oasen.

Jodhpur, "den blaa by" i Rajasthan, kendetegnes, ligesom de foregaaende byer, af et enormt fort haevet hoejt over oerkenen bygget af en maegtig moghul for hundreder af aar siden. For os blev kendetegnet for byen -efter Bikaner og Jaisalmers stegende hede - hurtigt, at vores hotel Devi Bhavan har en fantastisk have mellem smaa lave stenhuse, hvor gaesterne boer. Fuglesang og lindrende skygge ved en lille dam med lotus og i baggrunden en svalende pool under hoeje traeer, var i vores bevidsted helt uopnaaeligt, og saa pludseligt sidder vi i tunge puder i havestole, der, ligesom resten af hotellet, ser ud som om, de har overlevet helt fra englaenderne endeligt maatte opgive det indiske overherredoemme i 1947.
Koereturen hertil var den 2. sidste med Rakesh, som sammen med boernene allerede er begyndt at taelle ned med sorg i oejnene. De hygger sig helt vildt. Idag har han koebt deres favorit-hindi-bollywood-musik, og foraeret dem, sammen med en DVD med Love Aaj Kaal, "Kaerlighed foer og nu", som vi saa sammen med ham i Jaipur. Musikken og sangene har koert for fulde gardiner paa kryds og tvaers i Rajasthan, og saa snart vi har sat os i bilen, har Rakesh og boernene skraalet i vilden sky.
Jodhpurs blaa farve kommer af, at husene til aere for Shiva, der er dueblaa paa de fleste tegninger og statuer, har vaeret maalet i Shivas farve. Den er stadig gennemgaaende, og det giver et fantastisk dybt og lidt koeligt indtryk af hele byen.
Traditionen tro, ihvert tilfaelde vores tradition over de uger, der er gaaet, ilede vi til markedet omkring byens gamle engelske clock-tower. Byen her er nemlig kendt for flere ting, men een af dem er krydderierne, saa vi har snust og smagt indtil smagsloegene mistede orienteringen, og koebt et lager med hjem til at fremstille de mest noedvendige indiske retter. Det bliver ikke mere eksotisk at besoege et land, end naar man skal forsoege at koebe de kulinariske og mere usikre indtryk med hjem. Medens vi stod paa hovedet i saekke og krukker koebte boernene lidt mere "mouth freshener" (soedt til at friske munden med efter middagen) samt et par ruller af de obligatoriske bomuldssnore, som alle gaar med om haandleddene som oenske om held og lykke. Tiden maa vaere gaaet, for Sven skulle spise et par gange midt paa markedet til det saedvanlige optrin, den forestilling, giver anledning til, og pludseligt saa Anna sol og maane og stjerner og var ved at gaa i doerken! Men her viste inderne sig som de rene gentlemen, der glemte alt om at vi var der, for at de kunne tjene penge paa os. Anna blev placeret paa en stol og en babu (dreng, knaegt) blev sendt ud i markedets labyrint, og faa minutter efter stod han med halvanden liter iskold cola. Den gjorde godt for alle, ikke mindst Anna, og manden, der fik den fremskaffet slog ud med armen og sagde "you my guest in country", og ville ikke have en rupy for ulejligheden. Det var lige foer, vi alle var gaaet i doerken af forbloeffelse, for det har vi alligevel ikke oplevet foer. Generelt er folkene ret griske efter penge, og det skinner igennem de fleste steder, og retfaerdiggoer til fulde, at vi er blevet ret gode til at "prutte" om priser og til at gaa med fornaermede blikke, hvis tilbuddet er helt hen i vejret.
For enden af markedet blev vi tiltrukket af en juicebod, der pressede fantastiske appelsiner, papaya og ananas. Vi maatte noedvendigvis have to hver, foer vi var klar til at tage hjem. Det slukkede toersten efter de snacks, vi havde koebt paa markedet. Stegte bananskiver, fyldte chilier stegt i dej, pakoras med loeg, samosas osv. Det er meget tillokkende, og faktisk er det ikke ret tit, vi spiser "full punjab dinner", for efter en varm dag, er appetitten ikke ret stor om aftenen. Morgemad og frokost, der bliver der spist igennem, og vi er ogsaa enige om, at de forskellige godbidder, markederne byder paa, er vigtige!
Nu vil Birte og Kurt saette sig ud i en enorm gyngesofa i haven med en koelig drink og nyde stilheden, ghekkoerne og cikadernes sang!

Namaste fra 7 x Ebbensgaard, Jodhpur.

Kamelkaravane paa maelkevejen!

Boernenen havde glaedet sig til vores tur i oerkenen.  Forventningerne blev til fulde indfriet, og alle er lidt oemme i bagen efter gaarsdagens eskapader.
Godt 50 km. ud i intetheden ad en, flere steder, naesten tilsandet vej, sydfor eventyrbyen Jaisalmer forbi bittesmaa gaarde i det stenede og uvejsomme terraen mellem sukkulenter og kaktus kom vi til en lillebitte landsby, Kuhri.  Her blev vi hoejtideligt budt velkommen med masala chai, indisk, krydret the kogt med maelk i skoldhede glas, medens kamelerne blev sadlede udenfor.
Det er en fantastisk oplevelse at se resten af familien bestige den liggende kamel, for derefter at kaempe febrilsk for at holde fast, medens den elegant og med store bevaegelser rejser sig.  Naar turen saa kommer til een selv, saa glemmer man, i hvert tilfaelde morskaben.  Kurt havde rigeligt at se til, for Sven kunne kun sidde til siden, saa den uundvaerlige baeresele blev paa bedste beskub bundet fast under venstre arm, hvorfra vores lille Sven-Lawrence med sin lille oerkenhat var klar til at bedaare og at indtage verden!  Een kamelfoerer kom senere hen og spurgte: "How you make little baby laugh like that?  - Indian babys never laugh!"  Tja, ved naermere eftertank har vi faktisk ikke set nogen indiske babyer grine, selvom mange er blevet holdt hen i hovedet paa Sven over de sidste uger.  Uden at vide ret meget omkring indisk kultur for kontakt til spaedboern, saa tror vi, at deter der, forskellene ligger.  Indtil boernene har en vis stoerrelse, saa ser det ikke ud til, at der bliver talt ret meget med og til dem.  En fundamental modsaetning til Svens situation, der i forhold hertil naermest maa karakteriseres som overstimulation!   - Men han baerer det nu meget paent.   Ogsaa paa kamelryggen, uanset om den vadede tungt udimod horisonten eller om den gik i gyngende trav, der kan faa en fiskekutter paa Vesterhavet til at blegne af misundelse.
Ude paa de fjerne   store tunger af gult oerkensand, der aeder sig ind i Rajasthan, gjorde vi holdt. Et fantastisk skue med klitternes enorme formationer dannet af vind og pulverfint sand.  Rakesh, som vi (naturligvis) havde inviteret med, havde glaedet sig ligesaa meget som boernene.   Sammen forsvandt de ud i oerkenens boelger, for engang imellem at dukket op over en top.  En vild jagt, hvor maalet var at vaelte hinanden ned i sandet.  Der var ingen, der gik ram forbi. Da vi for nogle dage siden var i Pushkar og var med kamelvogn paa koeretur ud til et udsigtspunkt, lykkedes det ham i hans iver at falde af vognen, for efterfoelgende at vaere maal for boernenes jagt, og resultatet har vaeret, at han stadig gaar som en vingeskudt krage; men der var ikke at goere, og Birte og Kurt har ikke vaeret i tvivl om, at han oprigtigt havde glaedet sig.  Faktisk gaar han efterhaanden med os de fleste steder, hvis vi spoerger, og han fungerer naermest som legeonkel.  Hans tilstedevaerelse har i hvert tilfaelde gjort Jens' savn af Bedstefar betydeligt lettere at klare.  Jens og Rakesh er "best friends", og i legene skal de nok holde sammen mod pigerne.
Birte og Kurt sad i det fantastiske sceneri med den nedgaaende sol og noed aftenen og hele vores lykkelige situation.  Vi foeler os saa priviligerede, og saadan en aften bliver utrolig intens, - ogsaa med kamelernes braegen og fjaerten som underlaegningsmusik.   Da moerket havde saenket sig red vi tilbage til Kuhri og kunne ane konturerne af boenderne, der drev kreaturer til broenden og kvinderne, der med gracioes balance baerer de tunge vandkrukker hjem fra broenden paa hovedet. 
I Kuhri var der aftensmad, thali, et helt maaltid serveret paa een tallerken, medens et ubehjaelpsomt bondeorkester drev nogle skingre toner ud af strengeinstrument og den indiske harmonikalignende ting til arytmiske rytmer fra en dyb tromme, medens en kvinde (som vi tror var en mand)  med klirrende arm- og fodlaenker trampede rundt i en vildere og vildere dans.  Vi kunne fint have klaret os med maden, stilheden, kamelerne og et kald fra en paafugl i det fjerne!
Godt traette var vi klar til at gaa "til koejs".   Der var dog lige en laengere tur paa en kameltrukket kaerre paa toppen af et stak madrasser og dyner, der kunne faa prinsessen paa aerten til at blive soevnig.   En fantastisk stemning i baelgmoerket og stilheden under maelkevejens uendelige stjernehaere.   Stemningen bliver af sig selv andaegtig.   Boernenes overvejelser i saadan en situation  bliver baaret af dybe tankeraekker, vi foraeldre kun sjaeldent har adgang til.  Det er stort, underfundigt og hjertevarmende!
Ude i sandklitterne paa et hoejdedrag blev madrasser, puder og dyner bredt ud paa sandet, og de to kamelfoerere trak kamelerne et stykke bort, saa vi foelte os alene under himmelen med al vores rigdom samlet paa disse madrasser i den indiske Thar-oerken.  Inden Rakesh havde vinket farvel i Kuhri, havde han sagt, at vi skulle taelle stjerner for ham, men den opgaves umulighed stod hurtigt klar, og istedet blev det de oplysende stjerneskud, der var maalet for observation og for oensker og droemme, inden vi lagde os til ro. 
Boernene sov som laa de i legehuset eller paa hemsen derhjemme paa Krogslund.  Birte og Kurt nok ikke helt saa eventyrligt, som rammerne ellers lagde op til, men en eventyrlig oplevelse var det uden tvivl i den lune oerkenbrise.
Morgenen var overraskende koelig med lidt dugfald, og det var godt at putte lidt under dynen, inden det igen blev til leg i sandet.  Tusinder af store sorte biller havde tegnet sindrige fodspor over oerkenens sand i loebet af natten.  Nogle stykker var stadigt aktive, og det var underholdning.  De ledte efter kamellorte, for naar de fandt een, at trille den baglaens gennem sandet til et lille hul, hvor "byttet" blev gravet ned.  Sikken en ihaerdighed.  Kurt var i loebet af natten ogsaa ret ihaerdig, for hans madras laa vist lige midt paa en billemotorvej, og billerne var saa ufine ikke at kravle over dynerne men under!
Efter en ny tur tilbage til "lejren" af smaa lerklinede, runde og straataekte huse i Kuhri, fik vi serveret breakfast med marsala chai, inden vi med Rakesh begav os tilbage mod Jaisalmer.  Paa vejen var en stor varan (tror vi) koert over, og vi saa flere gazellelignende hjorte forsvinde udover de stenende vidder.
Endnu en af de store og bemaerkelsesvaerdige oplevelser.  Boernene er enige om, at oerkenturen er noget af det, de husker ogsaa i fremtiden.  Tit laver vi en omgang "bedste, bedste, - vaerst".   Det er saadan en rundtur, hvor alle fortaeller, hvad der har vaeret det bedste ved dagen og derefter hvad der har vaeret det vaerste.  Idag var det svaert at sige, hvad der lige noejagtigt var det bedste, for totaloplevelsen var bare saa stor.
I Jaisalmer paa Hotel Himmargarth er der blevet slappet af, laest lektier, lavet nye akrobatiknumre i svimmingpoolen og Birte og Kurt har flottet sig med en gang aegte ayurvedic-massage, som er den traditionelle massage tilbage fra vedaernes tid (de foerste kosmiske lyde, der senere blev nedskrevet som hinduernes skrifter), hvor man bliver masseret i forskellige olier.  Det var godt til vores traette og udmattede kadavere, og saa var vi klar til en tur ned til soen med de mange store fisk og derefter basaren, hvor man for et par kroner kan faa friskpresset, iskold juice af ananas, papaya, banan eller appelsin efter eget valg.  Det var lige det, der skulle til, inden vi tog hjem
og laeste det allersidste kapitel i "Karla som supermodel".

Namaste fra 7xEbbensgaard

Nat over Jaisalmer oerkenfort med cool drinks paa silkevejen.

Jaisalmer er et fantastisk faestningsanlaeg med 99 bastioner i en kaempe mur rundt omkring byen i 1100-tallet.  Deter bygget paa toppen af et fladt bjerg midt i oerkenen, og naar man kommer til byen er det som om, fortet er skudt op af oerkenens toerre sand.  Bygget i sandsten i gule farver, der faar byen til at fremstaa gul. Der bor stadigvaek 25 % af byens befolkning indeni faestningen.  Men der stopper idyllen saa.  Med alle de moderne faciliteter lagt ind, er kloaksystemet totalt brudt sammen, og flere dele af bymuren er brudt sammen.  Paa typisk indisk vis tager det langt tid, foer nogen goer noget ved det.  Det er jo stort set alles levebroed at leve af turister her. Dem kommer der en del af.  Men, 10 km udenfor byen var der ved at blive bygget en hel ny forstad af gule etagebyggerier, og delstatsregeringen tilbyder faktisk folk at bytte ligeover, hvis de flytter ud af deres aeldgamle, bevaringsvaerdige hus inde i fortet!  Det tager de fleste vist imod.  Det er  vores indtryk, at alt er til salg for penge her, hvilket vel er forstaaeligt nok.  Der er en del forretninger, der saelger antikviteter, og her kan man finde gamle udskaeringer og flotte vinduespartier ed miniaturemalerier.  De burde forblive, hvor tanken i sin tid har vaeret, at de skulle hoere til.
Koereturen hertil var lang og varm gennem vekslende oerken og savannelignende omraader.  Enormt oede det meste af tiden, og saa pludseligt et par smaagaarde, lerklinede med straatag og indhegning til dyrene om natten.  Mange steder kom pludseligt ud af tilsyneladene ingenting pludseligt en gedehyrde med en kaempeflok geder paa vej mod et omraade med noget spiseligt, hvor det saa end maa vaere.  Boer man ude i det oede og skal til byen, saetter man sig i den gaengse indiske hugstilling til at vente paa et lift et sted, hvor der der er chance for lidt skygge.  Her skal der ikke meget busk til, foer det er betydeligt bedre end ingenting. Det er for  os svaert at forestille sig et liv under saa barske vilkaar. 
Langs NH 15 (national highway 15) laa et par mindre og mellemstore byer, hvor isaer lastbilchauffoererne, der overalt primaert har tilladelse til at koere om natten, goer hvil for dagen.  I een af dem, Phalodi, var vi blevet anbefalet et jaintempel aftenen foer i Bikaner, saa der gjorde vi holdt.  Stor oplevelse med et tempel bygget i 1800-tallet af de stenrige jainfamilier (juvellerer og handelsmaend), og overalt beklaedt med glas imperteret fra Belgien.  Jain-munkene er stadigt dem uden toej, der er strikte vegetarer.  Hvis boernene, de fire aeldste, bliver for fraekke, er "truslen", at de bliver sat af og kan leve et liv som jain-munke.  Det afskraekker i hvert tilfaelde Jens.  Byen havde et par fantastiske rigmandshjem, havelis, med de eventyrlige udskaarne sten og ornamenteringer.  Desuden havde den en forretning, der solgte (illegale?) antikviteter.  Dem koebte vi ingen af, men Kurt fandt 11 fantastiske noegler til samlingen!
I Jaisalmer, der med fortet og talrige havelis samt smaa-paladser og et kaempe omraade med maharajaernes kremeringssteder og smaa taarne, fremstaar som forsiden til en eksotisk eventyrbog, bor vi helt eventyrligt.  Hotellet er ikke just budget-style, men bygget i de gule sandsten med krummelurer overalt.  Vi boer ved en stjerneformet svimmingpool i to runde hytter, der er kopier af fortets mange bastioner.  Boernene har en god evne til at nyde denne luxus midt i al den heftige intensitet, vi ellers oplever.
Aftenen igaar stod paa vandring ind i byens gamle, skumle og helt fantastiske markedsgader, hvor man maa springe for livet, naar en motorcykel eller en tuk-tuk pludseligt komer fraesende.  Vi er ved at have  vaennet os til at springe til venstre i stedet for til hoejre, som derhjemme.  Her er der nemlig venstrekoersel.  Vi spiste paa en roof-top med udsigt over fortet, foer sengene under de svingende  fans i loftet slugte boernene, og Birte og Kurt kunne tage en kold forfriskning i denne saunavarme, kulsorte aften med byens lys som baggrund.  Birte er mest til ice-coffee og Kurt til fresh-lime-soda, og det er en kaerkommen lejlighed til "at falde ned".  Turene og alle oplevelserne foregaar med alle sanser vakt.  Baade fordi stederne fortjener det, men ogsaa fordi vi hele tiden skal vaere sikre paa, at boernene er med, og ikke mindst at de er med paa, hvad det er vi er midt i, og endeligt fordi de foerst og fremmest skal vaere trygge!  Saa aftenerne nyder vi.  Nogen steder ligger vores vaerelser saadan, at vi kan have fire senge i et rum og to i et andet, men andre steder er det tre og tre.  Det er anderledes end da vi var i Thailand for snart tre aar siden.   Vi kan under ingen omstaendigheder vaare i et vaerelse, hvilket vi faktisk kunne dengang.  Derudover rykker det ogsaa mere i pengepungen, fordi der kun faa steder her er forskel paa priser for boern og voksne, saa mange gange koster selve opholdet faktisk det dobbelte.  Det er ingen klage, men en konstatering.   Vi nyder at kunne vaere afsted alle mand.
Dagen idag har vi vaeret tidligt oppe, og vaeret paa opdagelse i fortet, hvilket var imponerende.  Der var ogsaa et par havelis, hvis storhed fuldt levede op til de tidligere.  Pengene hertil baade i Jaisalmer, Phalodi og flere af de andre steder, vi har set dem, kommer fra opiums- og silkehandel.  Vi befinder os i dette omraade i Thar-oerkenen paa nogle af knudepunkterne for silkevejen, der senere blev vaesentlig ogsaa for opiumshandel, og der skulle stadig i dette omraade vaere en vis illegal opiumsproduktion.   Ikke mindst lige paa den anden side af graensen til Pakistan, som vi er taet paa igen.  I inden er "bang", en marihuanalignende stimulans legaliseret, og bl.a. her i Jaisalmer har regeringen en forretning, hvorfra man kan koebe stimulansen enten som lassi (youghurtdrik), kager eller til at ryge! 
Eftermiddagen idag skal anvendes til lektier og pool, foer vi til aften skal paa kamel laengere ud i oerkenen.  Det glaeder vi os til.

Namaste fra Jaisalmer.
7x Ebbensgaard

Bikaner,- en opdagelsesrejse med tuk tuk!

Namaste!

I kaploeb med varmen ilede vi tidligt til Bikaner Fort, Junagarh, en perle fra 1588 med originale guldornamenteringer paa vaegge og i lofter.  Imponerende, og bedre i stand end de fleste forts, vi er ved at have set.  Faktisk bliver det svaerere og svaerere at lade sig imponere af de fantastiske bygningsvaerker og deres bevarede kunst omgivet af enorme moghulmure og gamle bydele, for vi  har set en del.  - Beloenningen for i varmen at have vandret fortets rum tynde og betragtet de fantastiske fotografier af maharajaer og engelske guvernoerer i deres stiveste puds foerst i 1900-tallet er den gaengse, noedvendige og efterhaanden eneste gyldige, ifoelge borernene:  en cola-light, cold!  Det er en fantastisk fornemmelse, men kortvarig.
De glohede eftermiddagstimer stod i lektiernes tegn, og boernenes ihaerdighed er ikke til at tage fejl af.  Anna har idag lavet teoretiske forsoeg i biologi/natur og teknik, og det er rart at faa nogen af lektielisterne gjort kortere, saa bliver der ogsaa mindre stress over at skulle naa det hele. Lidt tysklaesning blev det ogsaa til.  Kirstine har i sit saedvanlige hurtige tempo lavet matematik og skrevet dagbog.  Jens overfoerer sit konkurrencegen til lektierne, og har naermest en konkurrence om, hvornaar han kan blive faerdig med alle sine lektier - og derudover er han meget korrekt og grundig, saa i forhold til lektierne er kombinationen faktisk meget god.  Marie har lavet matematik og skrevet flittigt i sin dagbog. 
Bikaners gamle bydel indenfor den 7 km. lange bymur lader sig ikke besoege andet end med tuk-tuk eller paa gaaben.  Vi fik fat i en tuk-tuk, og var saa paa tur.  Byen er faktisk foerst blevet "genopdaget" som rejsemaal for faa aar siden.  Den har nogle historiske og arkitektoniske perler, som er yderst velbevarede og tilgaengelige.   Derudover er den paa mange maader meget autentisk, uspoleret og ikke til at staa for.  Som by ved oerkenens rand har den i aarhundreder vaeret et naturligt midtpunkt for kamelkaravaner med alskens kostbarheder, og der har i 15-1600-tallet vaeret adskillige styrtende rige juvellerer og guldsmede, der alle tilhoerer den rigeste kaste, Jain.  De byggede hver deres helt fantastiske havali, "bypalads", med udsmykninger indendoers og udendoers.  Disse havalis fra 1600 tallet er stadigt privatejede, og fra de smaa travle straeder langs dem, kan man ved indgangspartierne faa et glimt af de udsmykninger, der gemmer sig paa lofter, vaegge og gulve gennem originale europaiske farvede glasruder.  Vi var rundt i gaderne og sammen med en lang hale af tililende og hoejtraabende boern vandrede vi rundt.  Een af havalierne er omdannet til et dyrt hotel, og der kunne man for faa rupees i haanden paa receptionisten bliver vist rundt i de mange vaerelser med originale moebler og guldmalerier.   Der var stadig en storhed og skoenhed gemt her, som turistbureauerne maerkeligt nok ikke har faaet oeje paa.  Den helt overdaadige bryllupssuite kostede 7500 rupees pr. ovedrnatning, hvilket her jo er et svimlende beloeb, men vi taenkte, at 750 kr da var en slik for den oplevelse.  Indenfor indgangsporten holdt en fantastisk cremefarvet buick fra 1926.   Den listede vi os ind i og blev forevigede med Sven ved rattet.
Gennem de snaevre straeder i zig-zag mellem koer, halte hundesamt horder af vinkende boern, der pga. dewali-hoejtiden fyrede "nytaarsskyts" af (placerede smaa kanonslag i kolort for at loebe vaek, inden lorten blev pulveriseret udover alt og alle), naaede vi til Bhandasartemplet haevet over byens stoevede mosaik af lave huse i koelige blaa, lyseroede og sandfarvede nuancer.  Fra forgaarden blev der floejet med drager i silkepapir hoejt over byen, og inde i templet udspillede sig et farveorgie i miniaturemalerier, spejlmosaikker, malede relieffer og ornamenterede lofter, som vi ikke har set magen til.  Templet er et Jain-tempel doneret af rige juvellerer i 1500-tallet.   Ved opfoerelsen blev de forgyldte maleriers farve garanteret 1000 aars holdbarhed, og indtil videre er der intet der modsiger, at dette skulle vaere muligt.  Fundamentets bindemiddel er ikke blandet paa vand, fordi der i  sin tid var langt til vand i oerkenen, saa istedet er brugt ghee (indisk smoer), 40.000 kg, og templet er stadig lukket i de allervarmeste maaneder, maj og juni, hvor middagstemperaturen kan komme op paa mere en 50 gr, for saa bliver fliserne angiveligt glatte i varmen af den opadtraengende fedt!  Vi kunne nu ikke maerke nogen fedtede fliser.  Kun den almindelige indiske nussethed!  Jain-kasten, den rige med juvellererne, sender nogle familiemedlemmer til at vaere munke.  De er meget fromme hinduer, vegetarer og gaar med munden tildaekket for ikke at sluge insekter og ligesom jai-buddhisterne, boerster de jorden for insekter, naar de skal paa toilet eller naar de skal sove, saa de ikke goer skade paa noget levende!
Herfra var vi i aftenens moerke paa gaaben igennem en helt fantastisk bazar med krydderier, der rev i naesen, farveorgier, der skar i oejnene og en larm, der er oresoenderrivende.  Vi koebte lidt mouth-freshener samt cashewnoedder.  Saadanne steder synes aktiviteten aldrig at faa ende, og det er en nydelse for os alle.
Sent tilbage paa hotellet, spiste vi lidt biriyani med lam, raita (soed youghurtsovs med krydderier) og drak skamloest liter efter liter af mineralvand.   I restauranten lykkedes det Sven at charmere en burkaklaedt kvinde, der gjorde et stort nummer ud af ikke at vende om mod os.  Hun var der med sin koftaklaedte kaereste/mand, og han saa meget forelsket ud.  Paa et tidspunkt henvendte han sig, for at spoerge, om een af pigerne ville levere Sven overtil deres bord, saa hun kunne proeve at holde ham!  Kirstine leverede ham, og bagfra kunne vi se, at hun faktisk loeftede sloeret for at kigge naermere paa ham - og gav ham et kys, medens hun med sine hennafarvede haender holdt ham taet!

Namaste og godnat fra Bikaner.  
7xEbbensgaard.

Forbraendte foedder blandt reinkarnerede rotter.

Bikaner er en lille by med op imod 600.000 indbyggere.  Det har vaeret en lang koeredag gennem oerkenen, men vi har fundet en god rytme, og det er Sven, der bestemmer, hvornaar der skal  vaere pause.  Teoretisk er der ogsaa mulighed for at holde en tissepause, men i denne hede, der synes at tage til, er der faktisk meget langt mellem vandladningerne, uagtet at vi haelder drikkevarer ned i en lind stroem.  Til vores aftensmad idag har vi indtaget enten en lassi (syrnet maelk med frugt) eller en fresh lime soda (presset lime med sukker og appolonaris) og derudover seks liter vand!  Og der er sandsynligvis ingen, der skal op for at lade vandet i nat.
Oerkenen bliver endnu mere oede, og varmen mere stikkende.   Der er langt fra Delhis fugtige varme og denne udtoerrende hede i Rajasthan.  Vores tur tog syv timer, og over lange straekninger moedte vi ikke engang kameler, kvag eller store flokke af geder med deres hyrde.  Der var kun sand, nogle enkelte planter, sten og sol. 
En lille forblaest highway-dahba (primitivt spisested) var et godt pausested.  De havde kolde drikkevarer og lavede nogle formidable parathas over ildstedet.  Det er flade broed, som bliver rullet ud omkring revet kartoffel og hakket loeg med krydderier og derefter stegt paa en toer plade, og naar de er faerdige faar de et opkog i ghee (klaret smoer).  Disse steder giver en helt fantastisk mulighed for at snuse lidt af teknikken til sig omkring tilberedningen. Vores baalsted omme ved shelteren paa Krogslund maa noedvendigvis komme til at danne ramme om tilberedning af forskellige indiske retter!
Taettere pa Bikaner besoegte vi Indiens (tror vi) klammeste tempel, Karni Mata templet.  Historien er, at Shivas hustru, Durga, engang viste sig her som Karni Mata, der havde overnaturlige evner, og blev bedt om at bringe en doed til live, hvorfor hun henvendte sig til guden for underverdenen, som naegtede at give den doede tilbage.  Derfor var Durgas haevn, at alle musikere, der tilhoerer Charan-kasten, efter doeden skulle reinkarneres som rotter.  De er nemlig udenfor underverdenenes guds raekkevidde.  Hinduerne tror, at de tusinder af rotter, der beboer Karni Mata-templet er reinkarnationer, og stedet tillaegges stor kraft.  Vi er nu paa andendagen af en nidages religioes festival, devali, og for mange betyder det ferie eller i hvert tilfaelde fest.  Templet var, paa trods af den varme middagssol, fyldt til bristepunktet af festklaedte boendere.  Det er fantastisk med de lokale kvinders klaededragter og deres smykker.   Roede, gule, orange, pink, ja, jo skrappere farver, desto bedre.  Tilsloerede delvist med naesten gennemsigtige sloer i sariens farve, som lige netop afsloerer guldsmykkerne om hals, arme og ikke mindst den store ring, der sidder i naesen og med en kaede er faestnet i oeret.  Det er et fantastisk syn.
Vores hovedproblem var til at begynde med overhovedet at naa i naerheden af templet.  Sandalerne skulle nemlig, som saedvanligt, efterlades i behoerig afstand.  Vi skulle gaa barfoedede paa flilser, der ligesaa godt kunne have vaeret gloedende kul i den stegende sol.  Der er vist her vores ophav skiller os afgoerende fra inderne, der ikke fortrak en mine.  Birte har faktisk faaet en forbraending under den ene fod.  Kurt havde nok at goere med at holde Sven tildaekket - ikke for tilskuerne, men for solen.
Men, frem naaede vi, og der er delte meninger om, hvorvidt det var turen vaerd.  Tusindevis af klamme rotter, som smaeskede sig i offergaver, kager, noedder, maelk, soede sager, kokosnoedder og loeb omkring foedderne paa hoerderne i templet - os inklusive.  Vi har svaert ved at forestille os at have vaeret steder, som var mere ulaekre end dette meget hellige og meget betydningsfulde hindutempel.  Rotterne saa alle foraedte ud, og mange mere doede end levende.  Ja, vi foelte ingen trang til at blive laengere end noedvendigt.  Desvaerre skulle Sven have mad derinde, og som Birte sagde:  "Mange steder har jeg ammet, men aldrig med rotterne loebende rundt omkring mig"!  Det blev nok et "once in a lifetimeevent" for os alle!
Fremme paa Raj Vilas Palace, vores hotel, som er indrettet i den gamle guvernoerbolig foelte vi trang til at tvaette dagens sved og rottefornemmelser af os, og kastede os i poolen, foer vi tog ud i byen.
Bikaners National Research Center on Camels var udover de saedvanlige templer og paladser maalet.  Her bliver der forsket i kamelernes enestaaende fysiologi og deres enorme evne til at klare ekstreme kaar.  Der var kameler (dromedarer, for vi har ikke set et eneste dyr med mere end een pukkel hernede) fra de forskellige omraader, og der er forskelle i udseende.  Der var et stoerre opdraet og desuden et lille mejeri, hvorfra der blev solgt kamelkulfi (specielt krydret indisk is), kamelmaelk med og uden smag af frugter samt chai (the) og kaffe kogt paa kamelmaelk.  Lad os sige, at oplevelsen var stoerre end nydelsen!

Namaste fra Raj Vilas Palace, Bikaner.
7 x Ebbensgaard.

Kan vi have andre guder blandt Brahmas hellige gravkoer?

Pushkar er en lillebitte by med hoejest 20.000 indbyggere. De smaa landsbyer heromkring er kendetegnet af analfabetisme og der bliver stadig indgaaet mange boerneaegteskaber. Under alle omstaendigheder er det helt og holdent foraeldrene, der bestemmer, hvem der skal giftes og hvornaar. Normen er at alle piger er gift, naar de er 15 og drengene nar de er 17-18 aar. Det er anderledes end i storbyerne, hvor vestlige normer i tiltagende grad vinder frem.
Allerede kl. 08 var vi klar til denne bys helt enestaaende attraktion. Det eneste tempel for Brahma, een af de tre hovedguder i hinduismen, i hele Indien. Brahma er skaberen, Vishnu er vedligeholderen og Shiva er oedelaeggeren, og imellem de tre udspiller sig hele hinduismens spil. Inderne siger, at der ialt er 23 mio guder. Det er Shiva, som er hovedguden, og Brahma er den gud, som mange kender for at have fire hoveder. Grunden til, at der lige netop her i Pushkar er et Brahmatempel, er, at han her engang tabte en lotusblomst, og at der paa stedet dannedes en soe med specielt kraftfuldt vand. Hinduer valfarter hertil for at bade paa een af de 52 ghats (trapper ned i floden), og derved faa den specielle kraft. Mange tager hertil for at stroe asken ud efter kremering af slaegtninge. Mahatma Gandhis og Nehrus aske blev stroet ud her.
Stedet er smukt, fordi der paa to bjergtoppe udenfor byen er bygget et tempel for hver af Brahmas to hustruer, og fordi den lille by indeholder 500 templer ifoelge guidebogen og 1000 ifoelge indbyggerne selv.
Selve templet var smukt, dybtorange spir og taarne i ornamenter, og smaa templer indvendigt for guden for penge og guden for vand, to vigtige elementer i dette toerre og fattige omraade. Jens listede ind bag en doer, som Rakesh sagde, var specielt hellig, for at finde et beskidt staalokum. Stor morskab!
Udenfor svindlere, tiggere, gadesaelgere og et hav af Sadhus, hellige maend, som bor i templet og lever af almisser. Derefter et eldorado af markedsboder og smaa spisesteder. Kunsten er ikke at lade sig lokke af een eller anden, der lige vil vise en noget helt fantastisk, for saa er man naermest tvangsindlagt til at se alle deres varer. Det kan godt vaere noget af et job, naar vi er seks, der er vaeldigt interesserede i at koebe alt fra smaa figurer til haarbalsam! Desuden skal vi ogsaa holde udkig efter slangetaemmerne, som der er rigtigt mange af her. De sidder med deres sivkrukker foran sig og floejter cobraerne til live. De har sandsynligvis faaet nappet gifttaenderne af, saa der ikke er nogen fare paa faerde, men Anna og til dels Kurt har et eller andet med slanger, som goer, at det er bedst at vaere paa forkant.
For enden af markedsgaden ligger Pushkar Lake, hvor Brahma tabte lotusblomsten, og der blev vi vist frem til een af de mange ghats og udstyret med blomster, kokosnoed osv. til at udfoere ritualet for Brahma, som skulle velsigne os paa talrige maader ifoelge hinduerne. Det samme i Brahmatemplet! Foerst skulle vi dog lige finde en grimasse, der kunne passe, for soen var stort set udtoerret, og paa bunden koerte gravkoer og lastbiler rundt og var ved at koere skrald og slam (Mahatma Gandhi m.m.?) vaek. Der er stort set intet vand kommet de seneste fem aar, og nu forsoeger Ratjasthans regering vist at redde stedet.
Tilbage til ritualerne, for Birte og Kurt har brugt en del tid paa at snake forskelle i tro og udfoerelse af tro i dette multireligioese samfund. Vi har under alle vores tempel- og moskebesoeg holdt fast i, at vi som kristne jo ikke maa have andre guder end Gud, og at vi derfor ikke kan udfoere ritualer, der ikke hoerer kristendommen til. Samtidig har vi snakket om, at det alligevel kraever stor respekt at besoege andres kirker, templer og moskeer, samt at besoegene kan vaere med til at give os en stoerre forstaaelse for, at mennesker er saa vidt forskellige, som de er. Heldigvis var boernene paa forkant med situationen, og det lykkedes os at slippe vaek fra de smaa mudrede vandpytter mellem gravkoer, hvor hinduer stadig badede og lavede ritualer med blomster, kokosnoedder osv. Situationen gav Kurt associationer om dengang, han hoejtideligt var blevet inviteret til en messe for Sai Baba i Viyavada, da han og Lene var her i 1994, og han pludselig stod i en koe som nummer fire til at kysse Sai Babas soelvsandaler. Dengang var gode raad dyre, og det eneste han kunne finde paa var at fingere et meget akut toiletbehov og loeb ud af salen!
Idag har tp. ligget et godt stykke over 40 gr. og vi har ligget brak over lektier og pool i de vaerste siestatimer! Boernene er meget ihaerdige med baade deres lektier og dagboeger. Det kommer til at fremstaa som ren afslapning at laese lektier.
Aftenen har vi brugt i Pushkars bazar rundt omkring Brahmas udtoerrede soe. Stemningen er intens, og baelgmoerket holdes paa afstand af de smaa foretninger og boders lys, lygter og lamper. Det sker overalt, hvor vi har vaeret indtil nu, at stroemmen gaar adskillige gange om dagen, og laegger alt oede hen. Saa efter et par minutter starter dieseldrevne generatorer nogle steder, men det meste af samfundet ligger moerkt hen. Det er som om, at ingen bemaerker, hvis stroemmen gaar. Alt og alle har indstillet sig paa det, uanset om det er i Delhi eller Pushkar. I landsbyerne udeomkring er der kun stroem nogle timer om dagen. Det er helt almindeligt, at man er faelles med en fabrik eller en anden landsby om en generator, og saa er der nogle faa timer hver dag, hvor man har stroem. Ellers klarer man sig med lyset fra ildstederne og smaalamper. For os luksusmennesker, der stort set aldrig oplever den slags uregelmaessigheder er det facinerende, at saa mange mennesker trods alt ikke er mere afhaengige af elektricitet, end at stort set alt fortsaetter uaendret.
Byen her har besoeg af mange "rigtige" rejsende, rejseudkrads, kalder vi dem. Det er dem, der ikke har vaeret hjemme i halve og hele aar, og som har tillagt sig rasta-haar og kun gaar i afghanerbukser og har et toerklaede viklet omkring hovedet, medens hovedbeskaeftigelsen er at goere rejsen saa billig som muligt. Der er mange, som er blevet haengende, og som har en nebengeschaeft med handel med stoffer og hash. Stedet er i miniformat for Nordindien, hvad Goa gennem aartier har vaeret for Sydindien. Det er en stor kontrast til denne hellige bys strikte regler. Det er helt utaenkeligt, at en mand og en kvinde kan gaa med hinanden i haanden her. Der bliver ikke spist koed eller aeg, ej heller drukket alkohol pga. den store hinduhelligdom, der hoerer til her. Det bliver der holdt fast paa. Vi er indifferente for, om det er "veg" eller "non-veg", og spiser, hvad der er!
Nu staar den paa pakning for Birte og Kurt, og boernene er lagt til koejs. Vi satser paa at koere herfra allerede kl. 08 imorgen, for vi har en lang koeretur foran os til Bikaner, som er 250 km. vaek. Sandsynligvis en koeretur paa minimum syv timer, saa det er rart at komme afsted inden heden rigtigt har bidt sig fast.

Namaste fra 7 x Ebbensgaard.

Faedreorlov og kamellort i solnedgangen.

Namaste Danmark.

Vi har fuldstaendigt mistet tidsfornemmelsen, vi havde med os hjemmefra. Det har vaeret ret gennemgaaende, naar een af os har vaeret ude at rejse, saa mister man orienteringen i tiden, dagene, datoerne. Vi betragter det som et privilegium bare at vaere her og nu paa vores rejse i Indien.
Vi har endnu ikke helt forstaaet, at vi pludseligt midt i hverdagen med alle dens mange dejlige goeremaal, fik muligheden for denne helle. Sven er jo den direkte aarsag, og det nyder vi i stor stil allesammen. Det giver en utrolig naerhed og intensitet for os alle. Ikke mindst Sven med sine brune oejne, brune kinder - og nu to taender. Han stortrives og har den fulde opmaerksomhed fra alle sider. Alting er bare sjovt og spaendende for ham. Ogsaa Anna, Kirstine, Jens og Marie nyder naerheden og alle de muligheder, det giver. Birte har efterhaanden haft orlov laenge og har en god evne til at vaere i nuet med boernene. Kurt er ved at have oparbejdet den evne. Den er svaerere at have, naar vi er hjemme med job og alle dagligdagens goeremaal og projekter paa Krogslund. Det er helt specielt at vaere saa taet paa Sven, fordi det er Kurt der baerer ham hele tiden, og altid sider med ham i baereselen, naar vi koerer. Birte foeler sig naesten forbigaaet nogen gange, og titulerer saa sig selv som ammen. Men for Kurt har det vaeret en god oplevelse og hele faedreorlovenvaerd. Det kan anbefales!
Efter lidt teamwork paa Jaipurs hovedposthust med frankering af alle vores postkort, koerte vi mod vest i de tiltagende golde og oede egne, hvor sandmilerne efterhaanden kom faretruende naer paa de smaa landsbyer, er ligger, hvor der er den mindste mulighed for at komme i naerheden af lidt vand. Vi passerede Indiens stoerste marmorproduktionsomraade, hvor kilometer efter kilometer var fyldt af virksomheder, som forarbejdede de enorme marmorklodser fra bjergene og undergrunden til smukke store plader, til beklaedning af badevaerelser m.m.
Vel fremme ved dagens maal, Pushkar, skulle de 40 gr. varme noedvendigvis koeles ned i poolen, foer vi sidst paa eftermiddagen i kameltrukket kaerre med en oem baldakin over koerte ud over de golde veje mod et lille hoejdedrag, hvorfra vi skulle se solnedgangen bag de fjerne bjerge. Vi havde inviteret Rakesh med, og hans fnisen sammen med boernenes, hver gang kamelen fjaertede, det bedste, den havde laert, var en maerkbar kontrast til skoenheden i udsigten. Fremme ved maalet, beundrede Birte og Kurt solens hastige forsvinden og tusmoerkets fremtog, medens Rakesh og boernene noed friheden fra de trafikerede veje i byerne vi mest har vaeret i. De tog den i fuldt firspring ud i intetheden paa toppen af en stor sandmile for sammen med tililende indiske boenderboern at lande i det stoevfine og gule pulver paa vej ned mod bunden. Kirstine tog den lige paa snuden, og alle maatte noedvendigvis i poolen for en afskylning, da vi var godt tilbage paa hotellet.
Det med kamelens fjaerten og levering af smaa og store bjerge af affyring sammen med den smaaindustri, der er omkring de hellige koers efterladenskaber, er et helt studium. Kokasserne samles sirligt ind i byerne af specielle richshaws og paa landet af boernene for at blive samlet paa dertil indrettede steder. Det samme med kamelernes. Lortene bliver saa klasket op paa mure og vaegge eller lagt paa jorden i sirlige haandfladestore kager, hvori skaberens fem fingre tydeligt ses. I by og paa land bliver de saa brugt til optaending og fyring overalt, hvor de er tilgaengelige. Det betyder, at i hvert tilfaelde et affaldsproblem er loest. Men det er nok ogsaa det eneste. Der er bunker af affald overalt her. Er der et hul i en mur, ja saa fungerer det som affaldsskakt, og selv tilbage i de smukkeste egne i Himalaya, blev udsigten ofte skaemmet af, at en landsby havde skamferet en bjergside med affald ophobet i aarevis. Saadan er det overalt. Synet og stanken er ikke mindevaerdig, men uforglemmelig. I de stoerre byer braender der i de tidlige morgentimer baal overalt paa veje og i straeder, hvor "skraldemaend" koerer rundt og forsoeger at minimere den umiddelbare maengde. Vores nyanlagte nedsivningsanlaeg paa Krogslund til adskillige tusinder af rupees synes at vaere en draabe i haavet i sammenligning med den igangvaerende miljoekatastrofe, vi er vidner til her. Det virker som om, at alle inklusive politikerne har valgt at traekke paa skuldrene, og at afvente, at nogen andre goer noget.

Kaerlige hilsener fra 7 x Ebbensgaard.

Vindenes Palads og Bukser til haremmet.

Jaipur glimrer ved at vaere en (lille) storby med 3,6 mio indbyggere, men paa trods af heftig trafik, (der er 100.000 richshaws i byen alene) er den paa een eller anden maade proventiel og mere ren og afpudset end de fleste andre byer, vi har besoegt i Indien. Det haenger maaske sammen med, at der faktisk kun er meget faa hoejhuse, og den gamle, lyseroede bydel med de syv porte i bymuren er stadig det centrum, hvorfra alt tager udgangspunkt.
Vi har vaeret rundt i byen ligesaa laenge, vi orkede for varmen. Det vil sige fra kl. 08.00 til kl. 15.00, hvor vi maate overgive os til poolen i de varmeste timer, inden vi igen drog afsted. Byen har alt det, som ogsaa tiltraekker boernene. Det vil sige markeder, hvor hver lille shop paa promiskuoes vis faldbyder sig selv og sine tillokkende varer! Det er ikke til at staa for. Der var paa forhaand lagt store planer om snabelsko og haremsbukser.
Vindenes Palads, Hawa Mahal, har det helt fra Kurt var her sidst aergret ham, at han og Lene ikke fik at se. Mange kender billederne af dette fantastiske bygningsvaerk i fem etager, som naermest giver een associationer til en mellemting mellem et fantastisk palads og en bikube. Lyseroed, naturligvis. Bygget i 1799 af Maharajen, for at hans mange tilsloerede hustruer og konkubiner, som ikke maatte vise sig udenfor paladset, kunne foelge med i byens liv og militaere og religioese processioner paa afstand gennem et af de 389 vinduer, uden at blive set. Smukt og overraskende. Ikke mindst fordi alle de billeder, vi har set af bygningen, har givet det indtryk, at det laa paa randen til oerkenen, for sig selv. Det er en bygning, som ligger klemt inde mellem mange andre, og som ligger klos op af een af byens hovedfaerdselsaarer. Saa forventningen og realiteten var langt fra samstemmende. Boernene var ganske uimponerede, men bygningens mystik kunne nu nemt saette gang i fantasien.
Fantasien, den var naesten overfloedig, da vi kort tid efter paa elefantryg red op af de stejle veje til Jaipur Fort, der er saerdeles velbevaret, og som har emaljelignende overflader med meget kuloerte, originale farver paa alle vaegge i bloede cremefarver. Den helt specielle og meget holdbare overflade er lavet af en blanding af pulveriseret marmor, pulveriseret fedtsten, saft fra sukkerroer og udkogte linser. Det er en helt speciel effekt, som nu har holdt i alle arene siden omkring aar 1600, hvor fortet blev bygget. Jaipur Maharajaerne (kongerne) har vaeret een af de rigeste i Indien. Deres beholdninger af aedelstene og guld har vaeret enorme. Selvom republikken blev dannet i 1947, og Maharajaerne derefter maatte leve af deres beholdninger, var det foerst i forbindelse med undtagelsestilstanden i 1984, da Indira Gandhi blev skudt af sin livvagt, at staten benyttede lejligheden til at inddrage det hele. Der skulle have vaeret for milliarder af US$, uvurderlige aedelstene m.m. Der er en del storhed over stedet endnu. Aktuelt er det stadig kongefamilien, der ejer stederne, og deres indkomst nu kommer fra entre m.m. Besoeget var spaendende. Der var et endeloest netvaerk af underjordiske labyrintlignende gange og ligesaa i de meget snoerklede gange i selve paladset.
Efter lidt vegeteren over et non-veg maaltid, var vi klar igen. Non-veg betyder non-vegetarian, og er normen her. Altsaa vaelger man koedet til, hvis man har lyst. Boernene er helt hjemme i de mange retter, og har helt klart deres favoritter mellem de sammenkogte og svaert adskillelige rette bedoemt efter deres udseende. Men smagen og ikke mindst styrken, lader sig ikke fornaegte.
Vi besoegte et fantastisk monument, ifoelge en lokal guide, det flotteste i Indien. Maharaja Singh'ernes kremeringssted, hvor der er bygget en fantastisk marmorbaldakin over hvert sted med marmorudhugninger saa fine, at det ikke lader sig goere at forestille sig, at de er huggede i haanden. Men deres flere hundrede aar paa bagen, overbeviser ogsaa os skeptikere. Stedet var der ingen besoegende paa, og det maa vaere uopdaget af de mange turister, som i hoejsaesonen valfarter til Jaipur.
Her ser vi en del turister, hvilket vi ellers ikke har gjort. Vi har endnu ikke set et eneste barn med turister, men vores boern klarer sig efterhaanden fint med korte udvekslinger med indiske boern, og idag havnede de midt i en cricket-instruktion sammen med Raketten, Rakesh. Det var noget, der passede dem alle. Ikke mindst Jens, som nyder godt af den oppustelige traeningsbold, hans klasselaerer, Lise, gav ham med paa turen sammen med opgaverne i sammenbundet skrift m.m.
Singh'ernes mest kendte Jai Singh, som grundlagde Jaipur (Pur er hindi for by, og det betyder altsaa Jais by) lod sig efterhaanden udmatte af sine mange hustruer og konkubiner, og soegte tilflugt i astronomien, og der er et imponerende observatorium med mega-solure, der har intervaller pr. 20 sek, og store optegninger af himmellegemers placering osv. Spaendede og sidste krampetraekninger foer vi segnede sammen med en cola i haanden ved poolen derhjemme.
Aftenen blev fuldt og helt helliget markedet, og efter et par oprivende handler lykkedes det til en rimelig pris at faa kapret de laenge ventede haremsbukser til pigerne, saa isaer Marie skinner som en lille sol. Vi fik ogsaa koebt et par kobberskaale til at servere curries af rette slags i, saa vi haaber at kunne forulempe nogen, naar vi kommer hjem.

Nu slut fra et aftenhedt Rajasthan.
Namaste 7 x Ebbensgaard.

Oerkensand og Bollywood.

Godt puttet under dynerne, hviler 5 x Ebbensgaard trygt, efter at en rejsedag igen er floejet afsted og hjernernes afkroge summer af indtryk, der har svaert ved at finde deres hylde, som de igen senere vil kunne hives frem af igen.
Dagen er sluttet af med 3 timers Indisk lovestorey. Een af de helt nye Bollywoodfilm, Love aat jal. Kaerlighed foer og nu. En skoen film, som vi alle fulgte med i, paa trods af, at de faa engelske fraser, de indeholder ikke i sig selv giver nogen handling. Bollywood, Indiens svar paa Hollywood forsyner de mere end 1 mia indere med enorme maengder af film. Der kommer tre nye film om dagen fra Bollywood, og der er et naermest umaetteligt marked. Een rigtig god plads kostede 80 rupees (ca. 8 Dkr), og der var masser af underholdning. Dels filmen; dels de fantastiske sang og dansescener, som er indbegrebet af indiske film; dels folks tilraab til det, der skete paa laerredet og endelig selve biografen, som er een af Indiens mest kendte, Raj Mandir Cinema, som var omkranset af mange regler, men som ogsaa var usaedvanligt velholdt sammenlignet med den snuskede fremtoning, det meste her i Indien hurtigt faar. Raketten, Rakesh, var med os, og han forklarede lidt af handlingen, og det rakte fint. Titelmelodien til filmen, "Twist", kender vi allerede fra de lange koereture, hvor der en del af tiden bliver spillet indiske schlagere af vekslende kvalitet, men der er faktisk mange oerehaengere imellem, og allerede inden idag har Jens faaet Rakesh til at love, at han vil hjaelpe med at finde en CD med nummeret, som vi kan faa med hjem til Danmark!
I morges koerte vi tidligt fra Ranthambores frodighed gennem tiltagende golde og stegende hede oerkenlignende egne, hvor der blev laengere og laengere mellem smaa bitte marker, og hvor kamelerne skulle gaa langt for at tage et hvil i skyggen af et trae. Rakesh siger, at vi vil komme til at laenges mod Shimlas behagelige klima i de par uger, vi skal vaere her i Rajastan.
Maalet var den lyseroede by, Jaipur. Lyseroed fordi det traditionelt er velkomstfarven, og byen blev for alvor lyseroed, da Prinsen af Wales i 1876 gaestede den, og Maharaja Ram Singh lod den male paany. I hele den gamle bydel er farven forsoegt bevaret, og det giver et helt specielt bloedt indtryk.
Vi var hurtigt ude af hotellet igen, for at snuse lidt til byen. Der er paladser i alle afskygninger, og lige i udkanten ligger et i en lille soe, og spreder idylliske illusioner til livet paa den travle, stoevede, beskidte og larmende highway, der stryger lige forbi. Der blev plads til lidt shopping i smaa hyggelige shops, og der blev kigget langt efter alt det niller-naller en rigtig indisk by byder paa.
Det blev ogsaa til et besoeg i det beroemte Birla-tempel, som har flotte glasmalerier afspejlende hinuhovedgudernes bedrifter. Det er saa fremmedartet, at vores ydmyghed i forhold til det religioese liv, der udspiller sig forbliver intakt. Masser af smil, aabenhed og opmaerksomhed til boernene, selvom folk er midt i deres tros udfoerelse.
Imorgen skal vi tidligt ud i byen, inden varmen for alvor bider sig fast og kigge paa nogen af de meget kendte steder her.

Namaste fra 7 x Ebbensgaard

Tigerspor og Hanuman, - det rimer paa Svens nye tand!

Rajastan er hot, men her i omraadet tyndt befolket.  Der er en ro, vi ikke har moedt siden vi var i Shimla i Himalaya.  Den nyder vi, og saa har vi lige faaet en svalende aftendukkert, i den lille pool, der er her.  Den har vi nydt.  Desuden er det stadig absolut lavsaeson her pga. monsunen, vi ikke har maerket noget til endnu samt pga. varmen.   Fra ca. foerste oktober starter hoejsaesonen. Det passer os fint med lidt ro og naermest landlig idyl.
Fra morgenen drog vi op i de smaa bjerge, som ligger rundt omkring de kamel-, haengebugsvin-, vandboeffel- og selvfoelgelig de enorme horder af kvaeg, som blokerer selv de stoerre veje.  Maalet var Ranthambore Fort, der ligger paa toppen af et bjerg, og indeholder rester af en hel by, og fortsat har aktive hindutempler og en aktiv muslimsk moske. Fortet har stadig en intakt mur, der er syv km. lang!   Det er grundlagt tilbage i 944.  Imponerende.  Der ligger paa hver lille tinde et lille "moghultaarn", som har vaeret udkigspost, og der er rester af paladser, hvis storhed man kun kan droemme om med den bedaarende udsigt, som de omkringliggende dale bidrager med.  Helt oppe paa toppen ligger et Hanuman-tempel ("abeguden"), og her i omraadet er templet vigtigt, fordi stedet tillaegges en stor kraft.  Det er skik og brug, at kommende aegtepar tager herop, og skriver en invitation paa selve templets mure eller soejler til Hanuman selv, om at deltage i brylluppet, og saa laegger man en lille bunke sten ovenpaa hinanden som et symbol paa, at man laver hus til Hanuman, og beloenningen er, at Hanuman soerger for et hjem til det kommende aegtepar!  Udover at stedets tempel er bygget til aere for abeguden, er det ogsaa beboet af hundredevis af sorthovedede aber, som man skal soerge for ikke kommer paa taet paa ens loesdele.  Vi fandt halefjer fra paafuglekokke, som bor her i hobetal.
Eftermiddagen var helt lagt ud til en aegte jeepsafari i Ranthambore Nationalpark.  Paa bedste vis blev vi placeret i en aaben jeep kittet ud med solcreme og safarihat til Sven, og saa gik det over stok og sten i timevis med en chauffoer, der kun daarligt kunne koere jeepen samt en ansat i nationalparken, hvis saetningslaengde paa engelsk ikke oversteg to ord.  Vi saa antiloper, indiske gazeller, forskelligt hjortevildt, maerkelige katte, vi ikke kender navnet paa, vandboefler, masser af paafugle, vaeverfugle, vagtler og et hav af fugle i alle regnbuens farver inklusive irgroenne parakitter i massevis.  Tigre saa vi delsvaerre ingen af, men nogle meget flotte og nye fodspor var ikke til at tage fejl af!  Det rakte for os.   Officielt er tigren saerdeles truet i Indien, og denne nationalpark skulle vaere det bedste sted for et kig, men der er vist ogsaa her ret dystre fremtidsudsigter for den smukke kat.  Under alle omstaendigheder var omraadet en kaempe oplevelse med de varme eftermiddagstimer, der strakte sig frem til solen forsvandt bag de kantede bjerge, der omkransede det mere savannelignende areal, vi koerte rundt paa gennem skove og mere aabne omraader. "Out of Africa"-scenerier, der fik os til at holde vejret af bare forundring.
Boernene filosoferede over, at de godt kunne taenke sig at kunne trylle nogle af dem vi kender til lige at vaere med kortvarigt paa safarien: Bedstefar, Torben, Anders, Christian og Martin T. var sikre hittere.  De kunne lige forestille sig dem falde helt i svime over denne overflod.
Een anden af dagens store begivenheder er, at Sven har faaet sin foerste tand.  Det er blevet fejret med maner, og han har (som saedvanligt) taget dagens udfordringer med loeftet pande fra sin baeresele (Malthes).   Det er fantastisk, at vi har saa meget tid sammen bare os syv.  Det kommer os alle til gode, og vi nyder det i fulde drag.  Sven bliver stor og endnu mere laekker, er alle enige om.  Idag har han lavet sin foerste officielle skarnsstreg.   Han rev en side ud af Jens' sirligt udfoerte dagbog, og det var i oejeblikket ikke en populaer gerning, men offeret toeede hurtigt op igen, da han fik et smil fra synderen!
Vi har indtil nu ikke haft nogen succes med at laegge billeder paa bloggen, men har planer om at proeve igen, saa vi haaber, det vil lykkes enten her eller fra de kommende destinationer i Rajastan.

Kaerlige hilsener fra 7 x Ebbensgaard.

En taare paa evighedens ansigt eller en prut paa oejeblikkets lokum.

Saa skete det: besoeget paa Indiens perle nr. et, Taj Mahal.  Absolut et af hoejdepunkterne hidtil for os alle.  Vi stod ved porten og var blandt de foerste, der blev lukket ind i det tidlige morgengry kl. 06.00, saa vi kunne beundre solens vaerk mod det kridhvide marmor, som saa smukt er omskabt til det, mange kalder nr. et blandt "de nye syv vidundere i Verden".  At beskrive stedet i ord vil ikke vaere rimeligt.  Det skal simpelthen ses.   Alle tiders stoerste indiske filosof, Rabindranath Tagore, beskrev stedet som "en taare paa evighedens ansigt".  Det lyder flot og stort, og faktisk meget rammende.
En eksplosion i hvide, gule og graalige toner.  Overalt er det naermest gennemsigtige, hvide marmor indlagt med "pietra dura", semiaedelstene smukt formede som blomster og inskriptioner fra koranen.  Hovedkuplen rejser sig taarnhoejt blandt de mange andre og mindre kupler.  Det er et imponerende arkitektonisk mestervaerk.  Fra hvert hjoerne rejser sig fire 43 meter hoeje minaretlignende taarne, som man lige noejagtigt aner haelder udad, saa et evt. jordskaelv ville faa dem til at vaelte vaek fra selve hovedbygningen.  I parken er bassiner, hvori "the Taj" spejler sig og de mange, som bliver foreviget i forskellige positurer.  Maaloese var vi.  Det var hele oplevelsen vaerd.
Historien er en god underbygning af selve stedet.  Den tager udgangspunkt i de mange generationer af stormoghuler, som bekrigede hinanden.  Een af de store, Shah Jahan, blev enkemand, da hans yndlingskone, Mumtaz, doede i barselsseng, da hun 39 aar gammel foedte deres barn nr. 14 i 1631.  Paa hendes doedsleje lovede Shah Jahan at bygge et maousolaeum til stadfaestelse af hans kaerlighed til hende.  Samme aar gik han godt hjulpet af en tyrkisk og en pakistansk arkitekt og 20.000 arbejdere igang, og kaerlighedserklaeringen stod fiks og faerdig 22 aar efter i 1653.  Derefter begyndte han faktisk at laegge grunden til et tro spejlbillede i kulsort marmor paa den anden side af Yamunafloden, hvor planen var, at han selv skulle begraves.  Denne oedselhed blev dog for meget for soennen Aurangzeb, der i 1658 vaeltede faderen af tronen og holdt han til fange i Agras Roede fort, hvor han sad i otte aar med udsigt til Taj Mahal, og derefter blev han stedt til hvile  ved siden af Mumtaz.  Hans gravsted er den eneste asymmetri i hele bygningsvaerket, idet det aldrig var meningen, at han skulle have vaeret begravet der.  Med hele denne lovestory i bagagen haevder Agra at vaere selve kaerlighedens by.
Efter denne storslaaede start paa dagen skulle vil lige have haevet nogle penge i en "moneymachine" foer vi vendte tilbage til hotellet for at faa morgenmad.  Men, maskinen udleverede 10.000 rupees, og "aad" dem straks igen.  Saa Kurt maatte til hovedkontoret for "Bank of India" i Agra - heldigvis sammen med Raketten, Rakesh.  Der startede en sand vandring, hvor vi nok var ved 30 forskellige maend, som havde en mening om sagen.  Hvorom alt er endte vi ved bankdirektoeren, de paa et papir skrev til een af sine underordnede: "not disposed money - solve the problem".  Det kunne de nu ikke, og nu maa vi se, om de kan de kommende dage.  De kraevede en erklaering fra Ringkjoebing Landbobank paa, at pengene var blevet trukket, saa vi skal lige have mailet lidt med dem.  Under alle omstaendigheder var begsoeget bag alle skranker og hos direktionen en fin demonstration af indisk ineffektivitet og bureaukrati.  Egentligt ville det bedste ifoelge Rakesh have vaeret at give nogle penge under bordet, men der hoerer festlighederne for Kurt op!  Saa nu maa vi se.
Videre paa vores faerd besoegte vi Fatehpur Sikri, som for mange er ligesaa stor en oplevelse som Taj Mahal.  Det er en gammel by med palads, fort, moskee og begravelsesplads, som blev rundlagt i 1571.  Mange af bygningerne er meget velbevarede, men selve stedet er totalt overfyldt med kiosker, souvenirboder, svindlere, fakeguider og folk, som vil lokke een til deres butik, samt tiggere og andet godtfolk.  Eneste tanke, vi kunne faa, var beretningen fra Ny Testamente omkring uddrivelsen af kraemmere fra templet i Jerusalem.  Det kunne have vaeret fantastik med lidt ro, saa stedets storhed kunne komme til sin ret.  Og dog,  maa man jo acceptere, at det at skulle overleve ogsaa indebaerer, at folk forsoeger at tjene til foeden, der hvor det kan laede sig goere.  Turister stinker nu engang langt vaek af penge, men der er dog lidt stolthed ogsaa hos turisterne.  Personligt hader vi at vide, at vi bliver snydt allerede foer vi traeder ind.  Det er okay, at nogle gradboejer tingene, men naar de lige pludseligt vil have 10 x prisen for at vi kan komme paa toilet, ja, saa maa vi holde os.
Det med toiletterne og maden er et kapitel for sig, som vi ikke vil dvaele for laenge ved, men vi kan fastslaa, at Indien heller ikke overfor os virker forstoppende, samt at vores forbrug af toiletpapir langt overstiger indernes.  Derfor det med oejeblikkets lokum - eller rettere et  oejeblikkeligt lokum.  Boernene er ved at have laert, hvordan de skal begaa sig paa laante toiletter, og de har et indbyrdes karaktersystem, de diskuterer, medens Birte hiver haandspritten frem af den lille og uundvaerlige pusletaske, vi har med til Sven.  Hans bleer er intet problem.  Dem kan man faa i stoerre byer i bittesmaa pakker.
Videre mod dagens slutning forlod i Uttar Pradesh og kom til Rajasthan.  Forandringerne er gradvise men stensikre.  Der er blevet laengere mellem huse og gaarde.  Kvindernes sarier er blevet mere spraglede og kuloerte.  De baerer flere smykker og ankelkaeder.  Landsbyerne er smaa og livlige.  Efterhaanden fylder de kameltrukne kaerrer meget i billedet, og mange har vandboefler.  Overalt er der paafugle, Indiens nationalfugl, som er fredet.  Vi er kommet til Ranthambore nationalpark, et af de faa steder, hvor der stadig lever tigre i Indien.   Her skal vi vaere et par dage, og skal ogsaa ud at se efter tigre.

Namaste fra 7 x Ebbensgaard.

India medium, please!

Medium, det er vist det helt rigtige mix, vi har fundet i forhold til vores familie.  Light gaar der for meget pensionistrejse og kedsomhed i, og red (som i vores unge dage) gaar simpelthen ikke med boernene.  Det rigtige mix her er simpelthen at opleve intenst blandt inderne, og saa at skabe en helle, naar der er behov for det. 
Lige nu er der helle.  Hotel Grand Imperial, Agra, er simpelthen rent luxus i forhold til det, vi tidligere har oplevet. Gammelt kolonitidshotel med en del af moeblerne fra den tid.  Birte og Kurt skal simpelthen sove i en himmelseng fra den tid, og boernene maa deles om een samt to extrasenge. Der er en pool med et lille "maharaja-taarn" i, og vi foeler os hensat til de gode (?) gamle dage, og tillader os at nyde denne luxus.  Set i lyset af vores genstridigheder siden vi forlod Varanasi igaar, synes vi faktisk, at det er velfortjent. 
Efter de sidste intense gaature i Varanasis meget snaevre gaders mylder tog vi til banegaarden, der summede af liv og forventning i den enorme varme og fugtighed.  Sammen med hundreder af indere og al deres pik-pak stillede vi os til at vente.  Al skiltning var gaaet ned, og vi maatte forlade os paa hoejttalerkaldene paa hindi/hindiengelsk, hvor man kan vaere heldig at genkende togets nummer.  Vores tog skulle gaa kl. 16.45 og efter at vaere gennet frem og tilbage mellem banegaardens 10 spor et utal af gange ankom det kl. 18.20!  Der var vi segnefaerdige.  Vi var blevet gennet frem og tilbage af velmenende indere, som kunne lidt gebrokkent engelsk, men som vist mere syntes de skulle bidrage med et eller andet fremfor at indroemme, at de ikke anede, hvad de talte om.
To "Thumbs up", indiske colaer, som nu produceres af Coca Cola, gjorde godt. 
Et er at svede som svin, noget andet er at smile, naar inder nr. 50 kommer og lige vil tage et billede med sin mobiltelefon!  Men smilet er efterhaanden helt reflektorisk, og retfaerdiggoer for os, at vi kan tillade os at tage nogle flere billeder af inderne selv, istedet for deres sevaerdigheder.
Nattogslivet er spaendende, for der er man helt taet paa inderne og alle deres vaner - og (i vores oejne) uvaner (boevsen, prutten, hoej snak og raaben midt nat, taending af lys lige ned i hovedet paa boernene osv).  Mindre spaendende var det, at toget til Agra naaede at vaaere forsinket ialt 5 timer.  Karlabogen gjorde godt, og vi mangler kun to kapitler, som skal gemmes til en specielt hyggelig stund.
I Agra, hvor turister typisk kommer pga. Taj Mahal, blev vi overfaldet af horder af taxichauffoerer, richshaw-wallahs og indehavere af travelagencies!  Vi kunne roligt verfe dem af, for ud gennem muren af de mange tilskuere kom Raketten, Rakesh, vores "gamle" driver, som boernene havde glaedet sig til at se.  Glaeden var gensidig, og der var mange maabende indere, da han traaede frem, og blev overfaldet med knus af Anna, Kirstine, Jens og Marie, hvorefter han overfaldt "My baby", Sven! 
India medium inkluderer for os Rakesh, og Birte og Kurt er igen efter Varanasis banegaardshelvede enige om, at det er den rigtige maade, vi har valgt at komme rundt, fordi utrygge og sultne boern er en daarlig cocktail med varme og venten.  Faktisk er boernene helt trygge, og siger:  "Det goer ikke noget, naar der sker noget, vi ikke ved, eller hvor vi skal vente, for I skal nok finde ud af det".  Det tager vi som en cadeaux.
Nu er boernene igen i poolen inden "dinner" og en tidlig sengetid.  Vi skal se Taj Mahal i solopgangen imorgen.   Eftermiddagens sved og overvaeldende indtryk blev til, da vi besoegte Agras storslaaede "Roede fort", som kun ligger to km. fra selve Taj Mahal.  Det er arkitektur og kunst i kombination, som kun kan lede tankerne hen paa 1000 og en nats eventyr.   Der er nogle fantastiske historier bag om Stormoghuler, Shah'er og Maharajaer, der i krige har besejret tingene fra hinanden og anvendt stedet som fort og hovedkvarter.  Den smukkeste historie er dog den, der kaeder Det roede fort og Taj Mahal sammen, men mere derom senere.  Inde paa selve fortet satte Kirstine en aere i at taelle, hvor mange gange en  inder kom hen for at tage billeder af os og/eller Sven.  58 gange bare paa de 1 1/2 time vi var det, saa smilene sidder der endnu. 
Det er dejligt med lidt afslapning.  Indtil nu har der vaeret to episoder, som har vaeret saa intense, at de stadig fylder enormt meget hos Birte og Kurt, fordi de i den grad har vaeret India heavy and red med indtryk og intensitet:  Den foerste gaatur gennem gaderne mod Old Delhi, da vi lige var ankommet og saa gaaturen i forgaars gennem Varanasis smaa, aftenmoerke gader, da vi havde vaeret paa aftensejlads paa Ganges. Dem kunne vi godt taenke os at invitere dem derhjemmefra med i!

Vi taenker paa alle derhjemme.
Namaste 7 x Ebbensgaard, Agra.

Vi sejler op ad aaen...............Med daarlig mobilstil i haelene.

Namaste Danmark.

Det er den 11. september, en dag, som mange husker for terroristangreb, men som hos os i hoejere grad er dagen, hvor det er to aar siden, Jens Henrik doede. Utroligt, som tiden er gaaet. Han er med os paa tur. Dels fordi han fylder meget i bevidstheden hos os alle. Dels fordi selve vores rejse til Indien er den faellesoplevelse, som Birte og Kurt har vaeret enige om, at alle skulle afsted paa for en del af arven efter Jens Henrik. Vi har ikke vaeret paa kirkegaarden, men har taendt lys for ham paa Gangesfloden.
Kl. 04.30 stod vi op!!!! Koerte til een af de mange ghats (badetrapper, som foerer ned af skraaningerne mod Gangesfloden), og derfra med robaad op ad floden i skaeret af de foerste spaede solstraaler, som langsomt oplyste det paa een gang overvaeldende, rodede men ogsaa smukke syn af hele Ganges vestbred, hvorpaa tempel ligger side om side med palads og derimellem smaa hoteller og fabrikker med store reklamer. Ned mod floden afloeser den ene ghat den anden.
I takt med solens magt steg intensiteten paa trapperne ned mod floden. Sadhus (hellige maend i orange toej) badede i moder Ganges side om side med pilgrimme, richshawkoerere, husmoedre, ja, alle slags mennesker. Det var et imponerende syn. Rituelle bade side om side med almindeligt morgentoilette. Derimellem mediterende, som med stoisk ro falder godt i med de hundreder aar gamle templer.
Floden i sig selv er lavvandet lige nu. Monsunen har vaeret usaedvanligt mild, og der er 8-10 meter op til aftegningerne paa bygninger og trapper for, hvortil vandeet plejer at naa i monsuntiden. Desuden er floden grumset og ikke indbydende. Der skulle vaere 1,5 mio colibakterier pr. ml. vand mod tilladt 500 i badevand. Dette er bestemt ingen hindring for at drikke vandet for vores roer og alle de badende. Udover colibakterierne er der jo alle de andre uhumskheder. Sidst Kurt var her sammen med Lene moede de en doed baby, en doed praest og en doed ko paa en lignende sejltur. Denne gang blev det kun til en indpakket person og en toemmerflaade til afbraending, lavet af bananpalmer, som det kun bruges til mennesker doed af slangebid. Men paa land var der livlig aktivitet paa de to store ligafbraendingsghats, hvor baalene blussede livligt side om side. Den stoerste Marnikarnika og den mindre Harischandra ghat. Her koemmer familier med deres afdoede. Koeber traa og braender den doede. Asken kastes over skulderen i Ganges og en smule tages med hjem, hvorefter maendene i familien bliver kronraget. Det er en hel industri med alle de praktiske foranstaltninger omkring disse afbraendinger. Anlaegning af baal, pasning af baalet, flytning af asken, afkoeling, gennemrodning for at vaere sikker paa at der ikke er kropsdele tilbage (er der det, ryger de i floden) og endelig bliver den sidste aske rodet igennem for fund af guldtaender, oere- og naeseringe m.m. Det er arbejde, som stadig kun foretages af lavkaste eller kasteloese.
Boernene kiggede interesseret, og syntes ikke at have nogen videre reaktion. Efterfoelgende synes de, at denne maaede at haandtere doeden og den doede passer meget godt til hele det indtryk, vi har af hinduerne og deres tro.
Vores bidrag under turen var at taende en lille lygte, som blev sat i en skaal af et blad og deri blomsterblade til minde om Jens Henrik. Anna, Kirstine, Jens og Marie taendte een hver, medens Sven interesseret observerede dem svinde ud i den gryende dag.
Senere var vi gennem smaa, smalle gader rundt i Varanasi til fods paa marked og gennem gader med et liv og et lydniveau, som vi kun kan beundre boernene for ikke at reagere paa. Der blev koebt smaa gaver og rejseskatte og set efter alle de spaendende og eksotiske ting, vi ser i det daglige liv. Varmen er innerverende og understoettes fint af det enorme fugtighedsniveau. Men paa een eller anden forunderlig maade er det som om, at vores rejsehverdag har bidt sig fast for alvor, hvorfor det bliver mere tolererbart.
Dagen idag var dagen, hvor vi faktisk lykkedes at finde aastedet for een af de kriminelle handlinger Kurt - og Lene begik i 1994, da de var i Indien. I Kurts noeglesamling, derhjemme, findes en noegle, som de stjal paa en lille restaurant/snask, da Kurt fik et stort soem i en portion dhal, og braekkede to taender til stor morskab for indehaveren. Noeglen laa paa et lille husalter, og det gjorde den saa ikke efter vores besoeg.
Vi har vaeret rundt i forskellige store og smaa hindutempler og har sat os lidt mere ind i forskellene paa religionerne, som er fremherskende her: hinduisme og islam. Det er et fantastisk sammensat land, som nok domineres helt og holdent af hinduerne, men den tidlige morgen blev klart domineret af muslimske maend paa vej til boen og paa markedet fylder de burkaklaedte kvinder meget. Vi er maaloese over, at det er muligt at udholde de tunge sorte gevandter i denne varme, men ogsaa fulde af beundring over, at der tilsyneladende hersker fredelig sameksistens mellem de forskellige troende, uanset om det har vaeret hinduer, sikher eller muslimer.
Vi havde paa lidt af turen en guide med, som vi ogsaa moedte igaar. Han er en amerikanskpraeget hindu, og taler i to mobiltelefoner paa een gang. Det understoetter meget fint vores observation overalt af, at har man en mobiltelefon her, saa bliver den brugt hele tiden. Dette her var dog innerverende og vi slap heldigvis af med ham det meste af dagen. Det er meget godt at opleve, at den opdragelse boernene har med fra skole og forhaabentligt ogsaa derhjemme faktisk virker. De er ikke i tvivl om, hvad der er daarlig mobilstil her. Paa restauranter ringer telefonerne uafbrudt uanset om det er en lille snask under en pressening eller en dyrere restaurant.
Aftenen sluttede med endnu en sejltur paa Ganges, medens moerket faldt paa, og der blev udfoert forskellige ritualer langs bredden af praesterne ved templerne. Det blev mystisk og meget fremmedartet med en blanding af messende sang, lyden af smaa klokker, duften fra kremeringerne, stanken fra floden, flydende lamper paa floden og lyshavet fra bredden fra templer, lamper osv. Man kan godt forstaa, at spirituelt soegende kan finde noget her i Varanasi.
Efter en lang og maettende dag soeger vi i hoejere grad efter hvile for natten, og er paa vej i seng.

Kaerlig hilsen 7 x Ebbensgaard.

Jens underlagt hellig tyr i hinduernes hellige by!

Gaarsdagens afsked med New Delhi var let. Udmattede efter at have gaaet Connaugh places (Delhis stjerneformede midpunkt) arkader og det underjordiske marked tynde slaebte vi nye skatte med os videre. Der var et par originale sportswearshops, saa der blev koebt nye sko og (selvfoelgelig) den nyeste Manchester United-troeje, som Jens spenderede en stor del af sine sparepenge paa, og gik ud som en lykkeligere dreng. Vi halsede rundt paa Old Delhi Railwaystation, hvor der var et uendeligt kaos og ingen skiltning, saa vi var foerst afslappede, da vi skraevende over de sidste sovende, ventende togrejsende og de sidste horder af vedholdende tiggere kastede os ind i toget, som skulle foere os til Varanasi, den hellige by ved Ganges. Det var uden nogen form for luxus, men med slaaudkoejer, vi kunne ligge i. Efter en del forhandling med andre rejsende og en striks "trainofficer" lykkedes det os at faa seks koejer ved siden af hinanden. Det er en helt aaben vogn, saa det var det rareste at Birte og Kurt kunne overskue afkommet til fulde. Buldrende gennem aftenen blev der taget hul paa Bedstefars og Bedstemors afskedsgave: "Karla som supermodel" af Renee Toft Simonsen. Den synes vi alle var ret morsom til hoejtlaesning, og saa er den skrevet i 2008, hvilket betyder, at alle kan forholde sig til de problemstillinger, der bliver taget op omkring kammeratskaber og gruppepres. Det giver anledning til nogle gode diskussioner, hvor alle har et indput, og det betyder i hvert tilfaelde for Birte og Kurt, at vi laerer mange nye ting omkring vores egen boerns sociale faerdigheder og deres syn paa de grupperinger, de bevaeger sig rundt i.
Efter at have talt "togskidere" i de tidlige morgentimer i solens foerste straaler ankom toget til Varanasi og vi skulle blive hentet paa stationen, havde vi aftalt, men der var ingen til at hente os, saa medens horden af uhaemmet gloende indere og richshawkoerer med mere eller mindre generoese tilbud, voksede til en enorm koedrand omkring os, begav Kurt sig ud for at finde ud af, hvor vi egentlig skulle hen. Der dukkede den forsinkede afhenter op med mange gode undskyldninger, heldigt. Mindre heldigt var det, at en kaempe skraldespand fra den overfyldte station blev toemt ud paa vejen, hvor vi ventede, for det fik en kaempe, hellig tyr straks oje paa og brasede den korteste vej gennem hele flokken af tilskuere og jokkede lige indover Jens, som nok 10 indere floej ind for at rykke vaek. Jens havde ikke set tyren, foer den var over ham, og Kurt kom gaende lige paa det mest dramatiske tidspunkt. Det var ret voldsomt. Jens troede, han blev kidnappet af hele flokken og Kurt troede, han blev mast af tyren. Men alt endte lykkeligt, og forestillingen sluttede saa for de mange tilskuere! Anna er naaet frem til, at det nok ikke er noget for hende at blive kendt, saa der altid er nogen, der kigger paa hende.
Varanasi er, ifoelge inderne, een af verdens aeldste byer, mere end 6000 aar gammel. Det er Shivas by og derfor en af de helligste steder i Indien. Hinduer boer een gang i deres liv tage paa pilgrimsfaerd og vaske deres synder bort i Gangesfloden. Det er saerligt fint at blive braendt her, naar man er doed, og hvis man er saa heldig at doe her, betyder det moksa, hvilket er, at en hindu bliver fritaget for yderligere genfoedsel foer den endelige doed.
Umiddelbart er byen kendetegnet ved et vaeld af koer gaaende rundt mellem de enorme horder af richshaws og tuk-tuks sammen med masser af fritgaaende svin og aber i elmaster og paa hustage. Der er mindre forfald over Varanasi, som under det engelske koloniherredoemme hed Benares, end over f.eks. Delhi, og det goer faktisk en stor forskel.
Vi var ude at se en af Varanasis andre helt store sevaerdigheder (i hvert tilfaelde for buddhister), Sarnath, som er et af de fire vigtigste steder for buddhister i hele verden. Det var nemlig stedet, hvor Buddha efter 7 aars meditation i skovene i omraadet havde naaet frem til sin endelige livsfilosofi og holdt sin foerste praediken for mennersker. Buddha var selv hindu, men gennem meditation naaede han frem til at blive filosof, og han var ingen gud, og som saadan er det fortsat. Her fra Varanasi spredtes buddhismen oestpaa til store dele af Asien. Paa stedet er der en enorm Stupa med en del af asken fra kremeringen af Buddha, der doede af dysenteri efter at have spist fordaervet svinekoed 80 aar gammel! Paa stedet er der ogsaa et Jai-buddhisttempel, som foelger den meget ydmyge retning, hvor man gaar splitterravende hans-joergen rundt og soerger for ikke at draebe et eneste insekt, ligesom man er strikt vegetar, der ikke engang maa plukker fruger, men kun tage de nedfaldne. De gaar altid rundt med en vifte af paafuglefjer, som de bruger til at vifte insekter vaek fra den jord, som de skal forrette deres noedtoerft paa, saa insekterne ikke kommer til skade. Det var vi enige om, ikke var noget for os. Men stedet var ret spaendende.
Varanasi er udover at vaere Shivas by ogsaa hovedbyen for Indiens silkeproduktion, og Birte havde sikret os, at vi kunne komme paa et "fabriksbesoeg". Vi blev saa koert til Mughal-town. Den muslimske bydel. I et syv kilometer langt omraaede i snaevre, lurvede gader, hvor man maa springe til side for koerne, og hvor hverken motorkoeretoejer eller solens straaler kan naa, ligger silkespinderier, -farverier, -vaeverier og -broderelokaler. Det var primitivt, beskidt, ildelugtende og under kummerlige arbejdsforhold. Men, men, men resultaterne var smukke og fantastiske. Alle regnbuens farver silke i metervis, brokadestoffer, sarier, pashminaer, toerklader, duge, sengetaepper, sarier osv. Det kriblede i fingrene, og vi koebte flere stykker (!) i et helt lokalt fremvisningsrum i en af de snaevre straeder, som haevder, at prisen er bedre der. Det maa vi saa se, men vi syntes de var rimelige. Anna valgte ogsaa noget, som hun godt kunne taenke sig, at hende og Bedstemor sammen skulle se paa. Det var ogsaa her i Varanasi, at Lene og Kurt i sin tid koebte en del af deres silkeduge med hjem.
Alle er traette efter sidste nats eskapader paa det gyngende tog, og imorgen skal vi op foer solen staar op, for at se solopgangen over Ganges. Det glaeder vi os til.
Sven havde igaar feber, og vi var faktisk ved at vaere lidt bekymrede, da han var helt slatten. Vi er ret godt vant med hans umiddelbare smil og klukleen, naar een fjoller for ham, saa det var ret nedtrykkende at se ham ligge slapt hen i baereselen, men nu er han heldigvis ved at vaere tilbage i fin stil!
Stor foedselsdagshilsen til Line. Vi har en gave parat, naar vi kommer hjem, og haaber, at du bliver fejret med maner.

Namaste fra 7 x Ebbensgaard, Varanasi