Poori i Goa, Naan i Delhi, Sandwich i Istanbul og Rugbroed i Krogslunds larmende stilhed.

En fantastisk badetur i de tidlige morgentimer ved siden af fiskerne, som trak deres net og hev spraellende fisk op, naaede vi i Goa, foer de sidste pooris, stegte broed, fulde af luft, som spises med fingrene, saa man kan samle groentsagscurryen op med broedet.  Allerede kl. 11.30 for nu snart to doegn siden drog vi gennem Goas forrygende og stadig delvist oversvoemmede frugtbarhed til lufthavnen som indledning paa en lang tur hjem. 

Delhi viste sig ligesaa fantastisk, forrygende og forfaerdentlig, som foerste gang vi kom der i et tidsperspektiv, der allerede nu synes at hoere til i et tidligere liv for uendeligt mange oplevelser og indtryk siden.  Ligesaa mange broelende horn, myldrende mennesker og dyr paa ligesaa lidt plads, som vi huskede.  Gennem labyrinter, vi maatte opgive at holde retningssansen ved lige i, men alligvel forbi en del velkendte steder, arbejdede vores taxa sig stoedt og roligt ind mod centrum.  Som saa mange andre, der har spurgt, hvor vi kommer fra, nikkede chauffoeren med kendermine, da vi svarede "Denmark".  I Indien ved mange, at Danmark har en stor produktion af mejeriprodukter, og forestillingen er, at vi har koer overalt.  Han var naermest chokeret over, at vi ikke har nogen koer derhjemme, for det virkede helt urealistisk for ham, at man med fem boern ikke soerger for, at de faar noget maelk m.m.  Kurt proevede at forklare, hvordan tingene haenger sammen i Danmark, men det blev for indviklet for den Indiske sikh-chauffoer, der dagligt lever midt i en storby, hvor koerne fylder enormt meget, at forstaa den slaaende forskel i produktionsformerne.
Tilbage paa hotel Ajanta med de saedvanlige timelange forsinkelser indtog vi et sidste maaltid med alle vores indiske livretter:  chikken tikka, palak paneer, alu dum, mixed vegetables,  dhal makhani, cheese-naan, biryani og dertil banana lassis (hjemmesyrnet maelk med banan og sukker) til de fleste samt den obligatoriske fresh lime soda til Kurt.  Himmelsk.  Kl. 9 laa boernene godt puttet, og Birte og Kurt kastede sig over de sidste ompakninger i de nu 10 tasker og den uunvaerlige lille gule pusletaske, som var vores samlede og kraftigt udvidede besiddelser i loebet af Indienseventyret.   Derefter kunne "de gamle" ogsaa faa et hvil inden vi skulle op til midnat.
Igen afsked og vemodige tanker, for hvornaar, om nogensinde, ser vi Delhi igen?  I lufthavnen gik tiden paa bedste indiske beskub med koeer, hvor vi har laert den gode, ubrydelige indiske regel: vil du frem i Verden, saa skub!  Det nytter ikke noget at irriteres, for saadan er det bare.  Koekultur findes simpelthen ikke.  Det er den, der skubber haardest, raaber hoejest, har de laengste arme til at holde billetten frem - eller har den hoejeste rant, der kommer foerst.  Vi er blevet ret gode til at spille paa alle de fordele, vi har, og det lykkes som regel ikke for ret  mange at "snyde" foran!
Vi fordrev timerne indtil flyet skulle have vaeret afsted kl. 04.20 med en del "bedste, bedste, vaerste", men der  var til mange omgange, og det er faktisk for os alle svaert at sige, hvad der som enkeltoplevelse har vaeret det stoerste.  Hoejt paa listen ligger dog Amritsar med Det gyldne tempel, Taj Mahal, Oerkenen ved Jaisalmer, Himalaya og ikke mindst det, at vaere sammen bare os i saa langt tid!  Under de vaerste var afskeden med Rakesh, Rottetemplet, Kirstines styrt fra hest samt tyndskid (som det dog er flere uger siden, nogen har haft).  I flyveren var der igen et par timers ventetid foer vi endeligt tordnede ud af startbanen mod Istanbul i de tidlige morgentimer.  Spaendingen og forventningerne var for store.  Der blev ikke sovet mange minutter paa den seks en halv time flyvetur.  I lufthavnen var det klart, at vi var paa vej hjem.  Velfriseret og paent klaedte mennesker!  Vi faldt uden undtagelse igennem med vores efterhaanden noget rejsepraegede udseende! 
I lufthavnen blev familier med spaedboern kaldt foerst frem - sammen med handicappede!  Naa, vi stillede os glade og fro i koe, hvorefter Birte blev vist ned bagi den enormt lange koe for alle andre.  "Maam, You go to cue like anybody else!"   Forbloeffet fandt Birte sig selv argumenterende for, at "The baby is mine!", foer hun med skeptiske og sammenlignende blikke paa hende og de lyse boern, allernaadigst fik lov at smutte med.  Sven gav den, som saedvanligt, paa alle tangenter med smil og charme, saa paa turen hjem fik han mange venner og kaertegn.  I en bus paa vejen ind til lufthavnsterminalen i Istanbul sad hele Ebbensgaard familien baenket tungt paa et bagsaede, og een af Svens "venner", en sariklaedt, indisk kvinde med foelge, spurgte undrende Kurt, paa hvis mave Sven som vanligt tronede i baereselen:  "Where is the babys mother?"  Hun stirrede skeptisk paa Birte, der sad yderst paa samme saede som alle andre, og det er uvist, om hun blev overbevist.   Faktisk har Birte en del gange i de forloebne uger af indere faaet at vide, at hendes traek og udseende er meget indisk, og engang var der een, der troede, at han havde gaaet i skole med hende i en fjern indisk landsby!  Men, som Birte plejer at sige:  "Bare fordi man ser lidt godt ud!"  
Da vi igen havde stillet urene tilbage til ialt 3½ time og havde fortaeret den sidste og forbloeffende gode flymad, som THY (det hedder de faktisk) Airlines (Türk Hava Yollari), Turkish Airlines serverede, kom vi til Koebenhavn.   Det er altid et udemaerket tidsfordriv at spise - ikke mindst for boernene.   Spaendingen steg, og vi noed den fantastiske udsigt fra flyet.  Lige vest om Bornholm, hvor vi har vaeret de sidste tre aar i efteraarsferien.  Det trak for alle med en tur til Balka. 
I en klar, solbeskinnet og efteraarkold kulde fik vi med haremsbukser, bare ben og sandaler fat i alle vores pakkenelliker og naaede den foerste afgang med Intercitytoget til Jylland.  En lang tur, hvor boernene een efter een maatte give op da vi naermede os et doegn, siden vi stod op.  Birte og Kurt kunne igennem det moerke land, der efter Indiens mylder, gav indtryk af at vaere affolket, igen bruge tiden paa at vende alle de fantastiske oplevelser og muligheder, vores  familie er blevet beriget med siden vi tog afsted sidst i august.  Det er svaert at sige, hvad der er vigtigst og hvad der har vaeret stoerst, men det sammenhold og den samhoerighed det giver at vaere saa taette sammen i saa langt tid, betyder utroligt meget og er, husker vi fra vores tur til Thailand og Malaysia, uvurderligt.
Utaalmodigheden og spaendingen var stor men blev holdt i skak af traetheden, da toget rullede ind paa banegaarden i Holstebro kl. 22.05, og bedstemor og bedstefar stod parate med dannebrog og to biler til at fragte os hjem til en rugbroedsmad med leverpostej foer de nyredte senge vandt kampen om os!
Nu venter vi paa at dagen bliver helt lys, og at de sidste vaagner, saa vi kan komme ud at kigge paa Krogslund.   Bedstemor og Bedstefar kommer med rundstykker og saa skal der fortaelles og pakkes ud.  Det glaeder alle sig til. Vi glaeder os til at see alle dem derhjemme.  Dem bliver der altid talt meget om, naar man er afsted. 
Vi er taknemmelige over at have haft muligheden for at komme afsted sammen, og er fyldt af oplevelser og minder, vi haaber at tage med os videre i vores faelles liv. Indien har vaeret en utrolig oplevelse.  Birte og Kurt er enige om, at de kommer igen, og er spaendte paa, om boernene ogsaa goer, senere i deres liv, naar initiativet helt og holdent er deres eget!

Namaste Indien!  - Namaste Danmark!

Branket flaesk og opdagelsesrejse i portugisernes dybe fodspor.

Namaste Danmark.

I slipvinden paa monsunens heftige vinde og enorme vandmaengder har der vaeret ret ustabile internetforbindelser, saa der er gaaet to dage siden sidst. Omraadet er praeget af det voldsomme regnfald, der har vaeret, og alle de oedelaeggelser, det har medfoert. De nationale aviser er fulde af reportager lige netop fra Goa samt fra Krishna paa sydoestkysten af Indien, og her er det Viyajavada, hvor Lene og Kurt boede i 1994, der er haardest ramt.
Dagen igaar gik med en heldagesudflugt rundt i Goa, hvor vi besoegte mange fantastiske steder, som er bygget og grundlagt af Portugiserne, der huserede her fra 1600 tallet og indtil 1961. Faktisk overgik Goa i det 17. aarhundrede baade Lissabon og London i stoerrelse og betydning delvist paa det politiske omraade, men isaer paa det merkantile omraade.
Vores chauffoer for en dag koerte en lang slange over paa vejen, og fortalte malende om det store antal giftige slanger i Goa. Anna har en udtalt skraek for slanger, og for hende er enhver doed slange en lettelse. Hun har ikke nydt det store antal eventyrlige slangetaemmere med store kobraer i, som stikker hovedet op, naar der bliver spillet paa floejten.
I Old Goa, hvor den ene romersk katolske kirke og basilica ligger ved siden af den anden, besoegte Dom Jesus, en meget smuk basilica, som indeholder de jordiske og noget indtoerrede rester af Jesuitterordenens store asiatiske missionaer St. Francois Xavier i en glassarkofag. Hans stoerste modspiller her i Goa var dengang pesten, som tog livet af mere end halvdelen af befolkningen her. Der var en meget foelelsesladet illustration rundt paa kirkens vaegge af Jesu sidste timer paa Via Dolorosa og paa korset. Den brugte vi en del tid paa. Faktisk var det svaert at sige, om kirken var katolsk eller protestantisk ud fra interioeret. Jesus var paa den store forgyldte altertavle, og der var krusifikser overalt.
Vi var forbi adskillige flotte velbevarede og en del mindre velbevarede kirker, hvoraf en del laa paa de mest spektaktulaere udsigtspunkter over landsbyer samt de store Old Goa, Panaji (Panjim) og Madgao (Madagon). Det var i forhold til de fantastiske udsigtspunkter, vi ellers har besoegt tidligere, helt anderledes her paa grund af de mange floder og det dybgroenne hav af palmer og traeer, som giver een fornemmelsen af at kigge udover en bjergfyldt jungle. Den enorme luftfugtighed og varmen understoetter denne fornemmelse.
Goa har haft en stor plads i udskibningen af krydderier til Europa i kolonitiden, og der ligger mange krydderiplantager her. Vi besoegte een, og det var, selv for boernene, spaendende at se, hvordan vanillien, kardamommen, nellikkerne, kanelen, peberet, betelnoedderne, muskatnoedderne og ingefaeren samt de allestedsnaervaerende cashewnoedder bliver dyrket. Det er ikke lige hoejsaeson for krydderierne lige nu, men vi fik set og hoert meget. Der var frokost i plantagen med thali paa bananblade og dertil en krydderithe, som skulle vaere god og laegende for baade krop og sjael.
Tilbage paa Goan Heritage Hotel noed vi de svalende briser fra boelgerne og derefter Tandoori-stegte jomfruhummere. Tandoori-ovnen bliver ogsaa kaldt "the royal oven", fordi det er en saerlig maade at stege koed og seafood mellem gloeder, efter de er marinerede i specille krydderier. Det er meget delikat. Birte og Kurt fik endda mulighed for en pina colada, som er "tilgaengelig" her, modsat de fleste andre steder i Indien, hvor der ikke er alkohol at faa. Nogle steder nordpaa kunne man paa hotellerne "under bordet" faa en cold beer, men det var bestemt ikke noget, der var paa deres spisekort. Her i Goa med den vidtgaaende kristne baggrund kan man faa alkohol overalt. Enhver butik, uanset hvad den handler med, saelger ogsaa spiritus; om ikke andet, saa den lokale "fenni" destilleret paa den aeblelignende frugt, hvorpaa en enkelt cashewnoed sidder i bunden. Vi forstaar nu, hvorfor cashewnoedder er enormt dyre. Desvaerre kunne vi ikke komme ind at besoege een af de mange cashewplantager, da det var soendag, den kristne helligdag som derhjemme.
Idag har solen, som igaar viste sig fra tid til anden, gjort sit til, at vi nu efter naesten seks uger i stegende hede under den naadesloese sol endelig er blevet branket. Det er kommet helt bag paa os, men vi har den karakteriske skandinaviske kuloer (nogle mere end andre = Kurt). Et par timers ingenioerarbejde med sandslotte paa skraenterne, foer de blev taget af den endelige ubarmhjertige boelge, gjorde sit. Det var enormt hyggeligt, og meget afslappende. Badetoejet er virkeligt ved at vaere slidt, og for Marie og Kurt er enhver form for elastik i lycraen nu forduftet, og deres buksefoering minder mest af alt om indernes undertoej, der udstilles overalt, naar inderne bader i floder og soer.
Alle har vi taget en lang gaatur i braendingen langs strandende i Calagute og Baga, for efter en laekker frokost med seafood at gaa tilbage inde i landet. Tid til de allersidste og uundvaerlige indkoeb! Det er snart tid for den endelige opgoerelse af boernenes "bankbog", et stort regnskab, hvor de hver isaer har skrevet beloebene ind for de ting, de har koebt.
Det hele blev efter mange kilometer fejret med et enormt stykke "europaisk" kage i een af de cafeer og restauranter, som vidner om de mange hippier, der aldrig naaede videre herfra, da de vaagnede op af deres hashtaager, og istedet valgte at bosaette sig her. De er ret lette at spotte med karakteristiske frisurer, toej og det, boernene kalder "klunkebind", naar de er paa stranden (det maa vaere en meget fri fornemmelse, som giver dem minder fra 60'erne!
Nedtaellingen til hjemturen er for alvor igang. Imorgen skal vi herfra Goa allerede omkring middagstid. Vi glaeder os selvfoelgelig til at komme hjem til alle jer, derhjemme; men, modsat Thailandsturen, er der ingen af os, der er helt parate til at skulle hjem nu. Vi kunne godt lige nuppe lidt laengere tid her eller et andet sted i Sydindien. Anna og Kirstine har faaet meldinger fra efteraarshiken, de gik glip af, og det trak lidt i dem. Marie, Jens, Kirstine og Anna er alle igang med overvejelserne omkring, hvad de skal "gaa til" her i vinter, men det har vi heldigvis efteraarferien til at faa helt styr paa, saa de kan komme med derefter.

Nu Namaste herfra de krebseroede 7xEbbensgaard, Goa

Badeferie uden sololie og den vaadeste foedselsdag i familiens historie!

Saa er vi videre fra det meget smukke boehland i Sydgoa, hvor stilheden var slaaende. Istedet er vi nu paa Goa Heritage Hotel i Nordgoa, hvor der er marked og butikker lidt laengere oppe af gaden. Fra vores balkon ser vi udover Det Arabiske havs store og rullende boelger mod den gule sandstrand. Det var en koeretur paa halvanden time, men den var det hele vaerd. Alle var enige om, at her var der mere ide i at tilbringe resten af ferien.
Problemet lige nu er, at "saesonen" for omraadet foerst rigtigt starter fra 15.11. og at mange steder derfor er lukkede, men her er der en del indiske turister og nogen fra udlandet.
At komme til Goa er som at komme vaek fra Indien. Her tales ingen hindi, da der her tales det specielle sprog fra Goa, som er en blanding af indiske sprog og portugisisk. Portugiserne blev foerst jaget ud af omraadet i 1961! Der er masser af katolske kirker her, og her er flere katolikker end hinduer, hvilket ogsaa giver et helt andet indtryk. Menneskene ser helt anderledes ud end i de nordligere delstater, men vi er ogsaa rejst langt sydpaa, saa var det tilsvarende i Europa, ville vi vaere i middelhavslandene. Varerne i forretningerne er tilegnede omraadets store turiststroem i saesonen, men det er priserne ogsaa! Vi kan blive helt forargede over at skulle betale hele otte kroner for en marmorelefant, boernene vil have med hjem, istedet for de 2,5 - 3 kroner, vi har betalt tidligere. Maden er i hoejere grad praeget af seafood, og indgredienser, som kunne ligne middelhavskost. Alt i alt, er der ikke meget af det Indien, vi har vaennet os til de sidste fem uger.
- Men, den helt store forskel er vejret. Vi er taget paa badeferie, og faar badet til den helt store guldmedalje i hotellets pool og i de heftige boelger i havet, men vi har ikke set solen, siden vi ankom. Temperaturen ligger paa 26 - 28 grader, og det kan naesten komme til at virke lidt smaakoldt! Men ikke nok med det. Halen af monsunen er gaaet helt amok! Det har oesregnet, og vi har ligget paa stranden i silende regn, hvilket er en ret skaeg fornemmelse. Der har vaeret store oversvoemmelser og en del omraadet er blevet evakueret. Stroemmen har vaeret yderst ustabil. Vi er glade for, at vi bor lidt mere centralt, saa vi kan komme ud i gaderne mellem de tungeste skyller.
Birte havde regnet med at faa branket ballerne lidt inden hjemturen, men indtil videre er det ikke blevet til meget, og sololie, ja, det har vi ikke behoevet at taenke paa de sidste par dage. Men, der er ikke noget, der er saa skidt, at det ikke er godt for noget. Birte har faaet lidt wellnes og boernene ligesaa. Der er spenderet paa massage, fransk manicure m.m. Birte og Marie har negle, der ligner en halv million, og det er gaaet op for Marie, at skoenhed kan vaere lidt besvaerlig! De andre er blevet masserede paa ryg og i ansigt, og har nydt det i fulde drag. Anna, Kirstine og Marie skal klippes her i aften. Solen, varmen og nok foerst og fremmest klorvandet (der bliver ikke sparet paa kloren her) goer sit!
Igaar d. 2. oktober havde vi stor festdag. Sven blev et halvt aar. Det blev den vaadeste fest, vi nogensinde har holdt. Der faldt her, hvor vi er, 171,2 mm regn fra midnat til sidst paa eftermiddagen! "Heavy rain", som de lokale siger! Ja, vi kan kun give dem ret. Vi spenderede en lagkage til den formidable sum af 500 rupees (50 kr), men saa var der til gengaeld skrevet "Happy Birthday, Sven" paa, og der var nok til personalet i restauranten bagefter! Sven naaede at klaske sin ene haand i kagen, men fik saa serveret sin saedvanlige livret, brystmaelk, kropsvarm. Men han er klar til fast foede, og dagen efter vi kommer hjem, staar den paa hirsegroed. Hans pensionaerarme er blevet enormt lange, medens vi har vaeret afsted, og det bliver tiltagende besvaerligt at holde hans haender fra tallerknerne. Men en stor dag, hvor han blev fejret med sang og det hele, selvom det var alle andre, der spiste kagen.
Vi nyder badeferien uden sol i fulde drag, og tror, at det vil lykkes at geare ned til et aktivitetsniveau noget under det, vi har holdt indtil nu paa vores rejse. Det lovede vi hinanden, da vi var i Thailand, at vi skulle slutte af med "at falde ned", og nu er vi i hvert tilfaelde igang!

Namaste fra 7xEbbensgaard, Goa.

Hundreder af kilometer senere paa de brede sandstrande i monsunen.

Afskeden med Rajasthan for nu to doegn siden gav igen denne fornemmelse af vemod. Det har vaeret nogle intense, varme og helt fantastiske uger, som optager en hel del hukommelsesplads paa vores personlige discs. Afskeden med Rakesh var for nogle meget taarevaedet. Vi sluttede af med en fantastisk solnedgang fra maharajaernes monsunpalads paa den hoejeste bjergtinde over Udaipur, hvor vi i slowmotion kunne se bjergenes skygger blive lange, indtil de oversvoemmede hele den skinnende hvide by med alle paladserne langt nedenunder os! Derefter spiste vi sammen med Rakesh, inden han koerte os til nattoget og forsynede os med en kaempe flaske "thums up" og en stor aeske chokolade. Boernene havde skrevet lange hilsener og tegninger til ham i hans "holy book", en slags gaestebog over folk, han har koert rundt i Nordindien.
Hurtigt vuggede i soevn af togets blide bevaegelser, var vi allerede naaet langt sydpaa mod foerste holdt, Mumbai, der blev gendoebt med sit indiske naevn, istedet for det engelske, Bombai, for efterhaanden en del aar siden. Det var en lang tur, som startede kl. 21.35 og varede til naeste dag kl. 14.45! Det er betagende at se landskaberne skifte, og at benytte opholdene paa smaa og store stationer til at loebe ud for at se, om man kan koebe noget spaendende af de mange saelgere, der har taget opstilling saadan et sted. Som alle andre steder i Verden, er der en tendens til, at det, som virkeligt er spaendende, medens man er paa vej, er mad. Det blev til en del samosas og bagte og stegte snacks, der let skylles ned med en masala-chai (krydret the kogt med maelk og sukker) koebt af een af de mange "chaiwallahs", der loeber gennem toget, og med meterlange, dampende varme straaler sikkert rammer plet i det lille baeger, hver gang, foer de indkasserer de obligatoriske 5 rupees.
Mumbai, hvor der officielt boer mere end 16 mio mennesker, og hvor 55 % bor i de enorme slumbyer, var et kort stop. Vi naaede en "fresh up", og var forbi lokalregeringens bygninger, i Hanjing-gardens og endelig tilbragte vi en tid ved India Gate, et monument bygget til aere for den engelske konge i 1911 som indgang til Mumbai fra havnen. Der haersker en stemning af forgangen kolonitid, ligesom bygningen overfor understoetter. Det er Taj-hotellet, der blev bombet og braendte delvist forrige aar og hvor en del terrorister blev holdt fangne. Nu aander alt fred og idyl fraset et stort opbud af sikkerhedsvagter. Indien led oekonomisk et stort tab ved terrorangrebene, fordi mange turister i det efterfoelgende aar udeblev, og foerst nu begynder der at vaere opgangstider igen.
Aftensmaden var mindevaerdig: Fuld Thali a'la Rajasthan med stor anretning paa fad og snacks en masse samt tre desserter, overdaadigt, og en sand eksplosion af smagsnuancer udover de saedvanligt krydrede indiske specialiteter. Og det til en pris paa 295 rupees pr. person (knapt 30 kr). Vi aergrer os over, at vi ikke kan have en ordentlig stak af den slags anretninger med hjem. Dem ville vi gerne forkaele og imponere mange med.
Igen gennem myreturemylderet paa een af Indiens helt store stationer, Mumbai CST, naaede vi igen til koejs paa vej videre sydpaa mod Madagon i Goa, mere end 1700 km. togrejse fra Udaipur. Der bliver laest og snakket meget paa saadan en tur, men helt fantastisk var det at opleve springet fra oerkenen til sydens groenne eksplosion ned langs kysten beklaedt med palmer overalt. Til morgen var det styrtende regn, og det kunne vi se, det havde vaeret i en del timer, og temperaturen har vaeret helt taalelig idag.
Goa er groen, og vi blev koert til Goa Beach House Hotel, som ligger langt ude paa landet. Der er to kilometer til naermeste bod, hvor man kan koebe noget. Det er naermest et kulturchok efter de overbefolkede omraader, vi har vaeret i. Vi har tilbragt eftermiddagen paa en kaempe strand, hvid, flad, bred og fantastisk. Det har vaeret overskyet, men skoent, og der er samlet kilovis af snegle og muslinger og skrevet mange erklaeringer i sandet paa den oede strand, hvor en flok koeer var en stor afveksling, ligesom en flok fiskere, der gik ud i vandet med et kaempe net og kom tilbage med fladfisk var stor underholdning. Lise for sjael og stive kroppe efter togturene. I de sene eftermiddagstimer igen monsun, og boernene har lavet forretninger med sneglehuse, skoenhedsprodukter (shampoo, cremer, kamme, tandboerster, badehaetter, talcum osv. fra alle de hoteller, vi har vaeret paa) samt massage. Der kan gaa timevis med den slags, og boernene er fantastiske til sammen at bruge fantasien og lade legen vaere det primaere.
Vi skal vaere i Goa i fem dage, og har indset, at dette paradis for eneboere og evt. nyforelskede, ikke er holdbart. Vi vil ikke vaere i stand til at slappe totalt af i fem dage! Det kan vi ligesaa godt erkende. Derfor arbejder vi paa ogsaa at komme paa et andet hotel i et af de mere hektiske og "crowdede" omraader nordpaa. Vi skal have mange steder at vaelge imellem, naar vi skal spise, og her er der kun restauranten paa hotellet indenfor adskillige kilometer! Men vi nyder lige nu stilheden, cicaderne og froernes kvaekken i den stille brise mellem palmerne, hvor Birte og Kurt planlaegger en pina colada lidt senere.

Namaste fra 7 x Ebbensgaard, Goa.

Breaking news paa Fawlty Towers, Udaipur.

To ruller pakketape er viklet omkring tre enorme tasker med al "overskudsbaggage", som ikke skal med videre sydpaa.  Det vil sige, det er alt vores "rejseguld", ungernes mange indkoeb af indiske ting.  Det skal Rakesh have med til Delhi, naar vi siger farvel til ham senere idag og drager med tog videre til Mumbai, en tur paa naesten 1000 km.  Saa kan vi faa det igen, naar vi kommer tilbage til Delhi, den dag, vi skal flyve til Danmark. 
Her paa hotellet, der i udpraeget grad minder om Fawlty Towers, tager Ricky (=Emmanuel) sig kaerligt af os, og plaprer loes paa et totalt uforstaaeligt engelsk.  Men vi har i hvert tilfaelde forstaaet, at han er ked af, at hans kone ikke vil have mere end de to boern, de har.  Hun boer i Jodhpur, og han er kun hjemme en gang i maaneden, saa det er nok forstaaeligt nok. 
Byen ligger brak efter gaarsdagens Dewali, men vi har vaeret ude at goere de sidste indkoeb i Rajasthan, og kunne ikke forstaa, at alle forsoegte at fortaelle os noget, indtil en gammel mand hidkaldte en yngre, for at fortaelle, at vi var i avisen her i Udaipur, og saa blev et eksemplar skynsomt fremskaffet til foraering, hvor Sven ganske rigtigt troner paa maven af Kurt, der er ved at fotografere en nedsaenkning af en figur i floden.
Vi vender tilbage om et par dage, naar vi er naaet til Goa.

Namaste fra Udaipur.
7xEbbensgaard.

Mystik og skudsalver med minder fra "octopuzzy" i aftenbrisen!

Udaipur er ikke bare een by mere i Rajasthan.  Her er virkelig idyl og begrundelse for, at byen bliver kaldt Indiens mest romantiske by.  Den er iaar blevet kaaret som Indiens bedste ferieoplevelse, og der er virkeligt noget at gaa efter!  En del af scenerne fra James Bond-klassikeren, Octopussy,  er optaget i byens vartegn nr. 1, Jag Niwas, Det kridhvide palads i soeen, og set udefra har det sted virkeligt alt, der skal til.  Nu er det ikke laengere Maharajaen, der bruger det.  Han har lejet det ud til Taj-gruppen, der driver de dyreste hoteller i Indien, paa leasingbasis for 99 aar.  Den eneste mulighed for at besoege det mondaene hotel er at betale for en frokost eller en middag, - men det bliver vist en anden god gang uden udtraadte sandaler og fem boern med!
I solnedgangen har vi vaeret paa en timelang sejltur rundt om soens flydende paladser, og har nydt den fantastiske aftentemperatur og den helt ubeskrivelige og idylliske udsigt.  Der er intet som en solnedgang, der forsvinder bag paladsernes soejler og mystiske paraplyagtige tage ned bag de groenne bjerge i horisonten.  
Dagen startede med skudsalver og trommeakkompagnerede optog lige nedenfor vores vinduer.  Vi bor lige ved byens vigtigste port ned til soen, og lige noejagtig her er afslutningen paa Dewalien, de 9 dages faste,  Dusshera, blevet markeret dagen lang under fest, larm og et leben, der indeholder al den eksotiske mystik, vi har vaeret i stand til at forestille os.  Der har i de meget snaevre gader vaeret et sandt kaos hele dagen, fordi alle de omkringliggende landsbyer er moedt talrigt op med smukt pyntede traktorer med store vogne fyldt med udklaedte mennesker og store 10-armede gudebilleder.  Foran store trommebands og bagved ladvogne med store, generatordrevne hoejttalere med oeresoenderrivende musik, hvortil store flokke af kvinder og maend har danset, naermest i ekstase.  Som et ekstra og meget tydeligt kolorit er der fra alle de pyntede vogne konstant blevet kastet store maengder lyseroedt pulver ud paa alt og alle i naerheden, ligesom drenge har delt soede, fedtede stykker kage ud.  En del kvinder var helt opslugt af dansen, og der udspillede sig en slags skuespil, hvor nogle med vifter, andre med svaerd forsoegte at ramme dem.  Det var for at bringe den gud, der havde taget bolig i dem til ro.  Maalet og kulminationen for det hele var den ghat, der er lige nedenfor hotellet.  Her blev de kaempe gudebilleder til trommer, ildspyende goeglere og hoej musik samt dans baaret til ventende baade, hvor maendene  med sang og klappen sejlede dem ud paa soen, hvor de under store klapsalver blev smidt i vandet som et billede paa, at det gode vinder over det onde.  Det har vaeret en spaendende dag, men paa sin vis ogsaa lidt uhyggelig, fordi selve den naermest ekstatiske stemning har virket voldsom og naesten skraemmende.  Men samtidig har vi, uanset hvor vi har vaeret placeret oplevet, at et helt optog pludselig er stoppet for at vinke til boernene, og kvinderne falde i svime over Sven, medens de naermeste som saedvanligt har knebet ham i kinderne for at fremkalde et af hans smil, som han selvfoelgeligt har givet dem.  Vi er i tvivl om, hvorvidt noget af ekstasen har vaeret fremkaldt af rusmidler, men som saa mange andre steder i Indien er mystikken i forhold til deres gudetilbedelse stor, og for os helt uforstaaelig.
Dagen har indimellem de fantastiske optrin budt paa masser af indtryk.  Vi har besoegt det store Vishnu-tempel og City-palace med et kaempe museum.  I den ene ende af paladset bor den royale familie stadig, og midt i det hele  ankom kronprinsen under stort staahej!  De royale familier her i Rajasthan bliver trukket frem ved alle mulige lejligheder, hvor kultur og representation kraever det.  Der er faktisk en del paraleller til vort hjemlige kongehus. Vi besogte en stor have, som en maharaja for hundreder af aar siden anlagde til sin uspolerede datter og hendes harem.  Det mest interessante var springvandende, som siden er drevet udelukkende af de 40 meter hoejdeforskel fra Lake Pichola.
Som boernene udtrykte det.  "Ja, et tempel og et palads mere, - det hoerer jo til".  Indroemmet; der har vaeret saa mange storslaaede steder, at det begynder at blive svaert at imponeres!   Men de har faktisk klaret den enorme kulturdemonstration, alle byer har budt paa, med stor interesse og loeftet pande.
Shopping, ja, det er ogsaa noget, Udaipur er kendt for.  Der er blevet jagtet snabelsko og haremsbukser med succes, og der er planer for yderligere rovdrift paa de oekonomiske reserver imorgen. Vi kan nemlig sende et par tasker med Rakesh tilbage til Delhi, og saa opmagasinere dem der, indtil vi skal hjem!  Det er der stor stemning for at goere.
Hotellets "roof-top restaurant" er intet mindre end fabelagtig hvad angaar udsigten udover hele den skoenne by, og der blev aftenens forskellige retter med ledsagende naan, diet coke og fresh-lime-soda indtaget under livlig og hyggelig snak.  Efterhaanden er der en del snak omkring alt det, derhjemme.  Det synes at vaere adskillige maaneder siden, vi tog afsted, men det er altsaa kun een maaned siden.  Indputtene har vaeret enorme, og det kan ikke undgaaes, at der bliver sammenligned med turen til Thailand for snart tre aar siden.  Der er bred enighed om, at denne rejse har budt paa en meget stoerre fremmedartethed og paa mange flere og stoerre oplevelser, - og isaer, at det var godt, at vi var i Thailand og Malaysia foerst.  Boernene er alle gode til at saette ord paa oplevelser og indtryk.  Det bliver der brugt meget tid paa.
Anna har en evne til at suge til sig i stor stil, og naar hun er maettet, lukker hun af, og bliver stille, uimponeret og afventende.  Hun begaar sig godt paa engelsk.  Hun har mange reflektioner over steder, mennesker og deres forskelle, og har godt styr paa Indien kulturelt og ikke mindst religioest.  Hendes "lektieopgave" fra Asger, vores praest, som skal konfirmere hende til april, er at observere, hvorvidt religionen er synlig i det offentlige rum ( med udgangspunkt i Anders Foghs tidligere plan om at faa religionen ud af det offentlige rum i DK).  Den opgave er der masser af koed paa uanset om vi er i muslimske, sikhdominerede, hinduistiske, buddhistiske, kristne eller jain-omraader.  Ja, hun har svaert ved at finde ret store rum her, hvor religionen ikke er synlig, og her er stort set alle rum offentlige!  En god opgave - ikke mindst paa grund af religionernes fredelige sameksistens, der fremstaar forbilledlig men ogsaa noget forvirrende, fordi der oplagt er en vis sammenblanding.
Kirstine suger til sig af indtryk af mennesker, og er ubetinget den, der skaber sig flest interpersonelle relationer, naar hun bevaeger sig rundt inde og ude.  Hun vinker og smiler overalt.  Hun faar talt en masse engelsk, og har rigtigt overvundet sin generthed, hvilket hun har god grund til, for inderne taler stort set alle et raedsom og voldsomt forenklet engelsk.   Hendes bloede hjerte har det ofte haardt, naar vi oplever noed, elendighed og sygdom, og hun vil helst give noget til alle tiggerne.  Hun har brugt de medbragte boeger som afslapning fra Indiens barske realiteter, og har slugt dem alle forlaengst - ogsaa Annas!   Lektierne har hun ogsaa styr paa og er faktisk ved at vaere faerdig.  Nu staar den af og til paa at skrive dagbog paa engelsk.  Naar Kirstine har faaet nok af kultur, ja, saa er hun som i saa mange andre situationer let at aflaese, og det er i virkeligheden meget let at forholde sig til, hvilket vi saa forsoeger at goere.  Kirstines vanlige energiniveau goer, at vi er noedt til at soerge for, at der kan blive braendt noget krudt af, for ellers "spongonerer" hun, hvilket er en konstant tilstand af fysisk aktivitet, hvor hun staar paa hovedet, hopper eller laver fis og ballade.  De steder, der har haft en svimmingpool, har vaeret gode til at draene energien, foer vores lange koereture.
Jens har selvfoelgeligt fuldstaendig styr paa sine lektier, og er forlaengst faerdig.  Han har skrevet til Lise, hans klasselaerer, for at hoere om han da ikke godt maa skrive lidt mere "sammenbundet" i den oevebog, han har med, end det var aftalen!  Typisk ham med hans vanlige sans for systemer og ikke mindst konkurrencer.  Han har taget kvantespring, medens vi har vaeret afsted, og har nogle tankeraekker, hvor han saetter ord paa alt det, han oplever.  Det er stort, fordi hans tolerance overfor mennesker og steder, vi er, vokser for hver dag.  Han forsoeger virkeligt at forstaa, hvorfor tingenene er, som de nu engang er her.  Han sammenligner ofte med vores kultur, og det er her, vi synes, at der bliver rokket ved hans faste og ofte staedige holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert.  Det er dejligt at opleve.  For ham har det vaeret godt med en god ven i Rakesh, som har foraeret ham sit sikh-armbaand, der nu ligger godt beskyttet i penalhuset, saa han ikke mister det. Han siger:  "Det er utroligt, saa meget engelsk, jeg forstaar, selvom jeg naesten intet kan", og det er rigtigt.  Han er istand til at kommunikere ret langt med faa gloser og fakter samt smil og ansigtsudtryk.
Marie haefter sig ved mange detaljer, og kan falde i staver over en lille situation, en person eller en gestus, een har gjort til hende.  Det kan hun bruge langt tid paa at taenke over.  Hun bevaeger sig rejsevant rundt mellem biler, scootere, tuk-tuks, motorcykler, cykler og fodgaengeres mylder.  Paa mange maader er hun uimponeret, men kan saa senere vende tilbage til vores oplevelser for at snakke om dem.  Hvis hun bliver utryk eller traet, bliver hun reserveret eller slet og ret mopset, og saa ved vi, at vi maa til at komme op med een eller anden ting; en aendring eller en cola!   Hun kan bruge langt tid paa at overveje, hvad hun kunne taenke sig at koebe, eller hvad hun nu har lyst til at spise.  Det tog lige nogle dage i starten af rejsen, foer Birte og Kurt var gearet ned til ogsaa at tage haand om hendes behov i disse situationer.  Naar hun bliver mopset, ja, saa er der ikke saa meget, vi kan byde ind med, for saa maa hun selv komme ind i kampen igen.  Hun klarer enormt flot kommunikation med de faa engelske gloser, hun kan, og hun vil gerne vaere den, der bestiller drikkevarer m.m. naar vi kommer ind et sted.  Marie har forlaengst koebt et par haremsbukser, hun bruger som en buksedragt, og i den, synes hun faktisk, hun er ret laekker!  -Og det er hun!
Sven er der skrevet og sagt meget om, men har en ultimativ god alder til denne slags rejse.  Tilfreds, naar han har spist, sovet og faaet ren ble.  Glad, naar han faar opmaerksomhed - og den skorter det ikke paa.  Foerst og fremmest kan han ikke selv bevaege sig ret langt, og der er styr paa ham i selen, ligesom han fortsat kun faar modermaelk.  Paa den maade har hans behov kunnet sidestilles sideloebende med hans soeskendes, uden at det har kraevet, at rejsen blev lavet fundamentalt om.  Vi nyder alle at have ham paa saa taet hold!

Ja, det var lidt foraeldrebetragtninger fra to meget lykkelige og ikke mindst stolte foraeldre.
Namaste fra 7xEbbensgaard, Udaipur.

Uventet dewali-fest paa vejen mod Indiens Venedig.

En lidt sen afgang fra Jodhpur, for bilen var punkteret, men det er soendag, saa der er ingen tung trafik paa vejene.  Det fungerer faktisk bedst med de lange koereture, hvis vi tager afsted mellem 8 og 9 om morgenen, for saa er Svens sovetider ret konstante, og vi kan koere et par timer, saa tage en pause med lidt at drikke og evt. en lille "gaderet", og naar vi saetter os ind igen, sover han igen et godt stykke tid.  Idag satte han ind med hoejlydt skrigen paa mad, saasnart han vaagnede, og der var ikke lige nogen "drikkesteder" (dvs. en pressenning eller en lille aaben bygning med et koeleskab til sodavand til os andre), saa Rakesh blev helt stresset, og det kan ikke komme paa tale at amme ham, naar vi fraeser ud af en highway!  Bilen blev kastet ind ved det foerste mulige holdt, hvor der var mennesketomt udenfor.  Men inde var en hel flok unger placeret paa taepper paa gulvet og skaale og glas foran sig.  Der var en forventningsfuld stemning, og i koekkenhjoernet var to kvinder i fuld sving med et eller andet.  De vinkede lidt generte til os.  Faderen var ved at braekke en kolort i smaastykker, og placerede den saa paa en lerkakkel, hvorefter han satte ild til den.  Det var indledningen til en ceremoni foran hindu-husalteret!  Efter en boen blev den braendende kolort hoejtideligt baaret rundt i alle hjoerner af huset og spiseafdelingen samt koekkenhjoernet.  Saa var tiden inde, og medens vi baellede vores iskolde "thumbs up" i os og Sven begaerligt labbede sin ration, gik det op for os, at de var ved at goere klar til afslutningen paa Dewali, de ni dages faste for piger og kvinder.  Faktisk var det pigerne, der var baenket, medens drengene sad foruden eller hjalp til.  Dewali er nemlig kvindernes og pigernes hoejtid, foerst og fremmest.  Faderen bragte kerner kogt i sukkerroerssaft rundt, og lagde hoejtideligt en fin fingerformet klump foran hvert barn, og det kunne naesten give association til barneblikke paa en dansk juleaften.  Stor var vores overraskelse, da han hoejtideligt gik videre til os, og alle fik samme behandling som husets boern!  Derefter fik alle en skaal med tynd, soed risgroed kogt med rosiner og kardemomme, noget, som kunne faa de danske boerns appetit vakt.   Ret laekkert, og noget, vi skal forsoege at goere efter.  Som afslutning mellem smil, vink og korte ordvekslinger med os blev serveret poori og en tynd curry for alle.  Poori er smaa  dejklumper, der rulles tyndt og derefter steges i olie, saa de bliver kuglerunde og helt hule.  Vi var en tur i koekkenet, hvor moderen med stolthed viste, hvordan, hun gjorde, og til gengaeld skulle de saa alle have lov til at holde Sven, der bestemt ikke havde noget som helst imod nok engang at blive midtpunkt!  
Da bilen, som med de mange viftende arme ud af vinduerne maa have lignet en demonstration, rullede vaek takkede manden med samlede haandflader og et "namaste" og sagde paa hindi til Rakesh, at pigerne var gudernes gave i Dewali, og der var seks i huset, og medens han bad kom tre mere (Marie, Kirstine og Anna).  Det mente han var et tegn fra guderne!  Vi takkede, og var alle oploeftede over at moede saadan en gaestfrihed midt i Rajasthan. 
Ranakpur er kendt for et enormt Jain-tempel hugget i skinnende hvid marmor.  Det var et smukt syn, for her sydpaa i Rajasthan har landskabet forandret sig.  Det er blevet groent, bjergfyldt og enormt frodigt.  En fantastisk baggrund til templet og til vores koeretur.  Udklaedte i lyseroede "natkjoler" og lyseblaa "pyjamas" blev vi lukket ind, og noed den svale brise mellem templets 1440 skinnende marmorsoejler, som dateres tilbage til 1400-tallet. 
Gennem landdistrikter med kvaegtrukne vandpumper til at forsyne landsbyer med vand; store farverige vaskepladser ved naesten udtoerrede floder, hvor sarier og udrullede Rajasthan-landarbejder-turbans lignede levende kunst i landskabet; store horder af geder, som spaerrede de smaa stejle bjergveje; enorme klippeblokke senere spaerrede den nyanlagte highway pga. massive stenskred i den nylige monsun; og gennem smaa landsbyer, hvor mange var klaedte til at gaa i templet!  Ja, saa naede vi Indiens svar paa Venedig og byen med tillaegget, "Indiens mest romantiske by", Udaipur, der er anlagt med skinnende paladser og ghats rundt omkring lake Pichola.  Vores lille hotel ligger helt fantastisk helt nede ved soen, og man kigger lige ud paa byens allermest beroemte vartegn, Paladset ude i soen, der ser ud til at vaere stjaalet fra et eventyr af den rette slags.
Her glaeder vi os til at tilbringe de naeste par dage. 

Namaste fra 7 x Ebbensgaard, Udaipur.